Kontakt

Beskæftigelse

Industrien bliver grønnere

Siden 2012 er industrien blevet grønnere, når man måler på, hvor stor en andel af beskæftigelsen der kommer fra produktion af grønne varer og tjenester. Faglærte er overrepræsenterede i den grønne beskæftigelse.

Hele den danske økonomi skal indenfor en kort årrække omstilles, så produktionen udleder markant færre drivhusgasser. Dette er en nødvendighed, hvis vi skal bidrage til at nå Parisaftalens mål om temperaturstigninger under 2 pct. og regeringens målsætning om 70 pct. reduktion af CO2.

Virksomhederne er allerede i gang. Industrien producerer varer, der skal hjælpe os i den grønne omstilling – de såkaldte grønne varer. Dem producerer de flere og flere af, hvormed en større og større andel af industriens ansatte beskæftiger sig med at producere grønne varer.

Siden 2012 er andelen af industriens ansatte, der producerer grønne varer og tjenester, steget med 2 pct. point – fra knap 11. pct. til knap 13 pct. Det svarer til ca. 6.600 flere grønne årsværk.

Samlet betyder det, at mere end hver 8. ansatte i industrien producerer grønne varer og tjenester. Dermed er der ca. 35.600 årsværk i industrien, der er beskæftiget med at producere grønne varer og tjenester.

Grønne varer og tjenester dækker over produktion af en række forskellige varer og tjenester. Den dækker produktion af vedvarende energi, hårde hvidevarer i højeste energiklasse, den dækker spildevands-, regnvands- og affaldshåndtering, og den dækker forskning og udvikling i ressourcebesparelser – samt meget andet.

Hver anden med et grønt industrijob er faglært
Faglærte varetager knap halvdelen (47 pct.) af de grønne industrijob og knap 43 pct. af de ikke-grønne job. Omvendt er der en lavere andel af ufaglært arbejdskraft i den grønne industri.

Hvis Danmark skal omstille sin produktion for at opfylde Parisaftalen og regeringens målsætning om 70 pct. reduktion af CO2, er faglært arbejdskraft en nødvendighed. Det er derfor helt centralt, at vi som samfund løser den udfordring, at alt for få unge i dag vælger en faglært uddannelse.

Den grønne omstilling i industrien øger behovet for at løse de ubalancer på arbejdsmarkedet, som vi risikerer at stå over for. AE har tidligere vist, at vi kommer til at mangle faglærte, mens der vil være et overskud af ufaglært arbejdskraft. Den grønne omstilling sætter tryk på denne udvikling, og derfor er uddannelse - udover udviklingen af grønnere teknologier, nøglen, hvis Danmark skal beholde den grønne førertrøje.

Omtalt af Finans.dk d. 7. januar 2020