Skat på arv er et kinderæg

Når man beskatter arv, får man tre positive ting ud af det:

1. Et provenu, som for eksempel kan bruges på velfærd, lempelser af skat på arbejde, klima og forsvar.
2. Et øget arbejdsudbud.
3. En reducering af indkomstuligheden.

Ingen andre skatter har alle de tre egenskaber. 

Dertil kommer ovenikøbet, at arvebeskatningen er nem at administrere for SKAT, hvilket er positivt i forhold til at mindske bureaukratiet.

Det burde være sød musik i ørerne på Cepos’ direktør. Men i stedet argumenterer Jes Brinchmann i en kronik i Børsen mandag den 10. juni for, at skat på arv er en ”uretfærdig trippelbeskatning”.

Den holdning stiller vi os kritiske overfor.

Først og fremmest fremstiller Brinchmann beskatning af arv som en trippelbeskatning, fordi der i hans optik allerede er betalt skat af de penge, som arven består af.

Retfærdighedsargumentet er besynderligt. Når man arver, modtager man penge. En indkomst. Det er nye penge, som man tjener.

Når Cepos mener, at man ikke skal betale skat af de penge, er det ud fra en familielogik, som i virkeligheden er illiberal. De penge, der tjenes af ét medlem af en familie, er tjent af hele familien, må man forstå. Men hvorfor skal arv ikke betragtes som en ny indkomst for individet? 

Retfærdigheds-pointen er et dårligt argument for at sænke den allerede lave skat, der er på arv (15 procent), der overstiger 333.100 kr. Ville det ikke være langt mere liberalt-retfærdigt at sænke skatten på arbejdsindkomst, som man jo selv har tjent? Og i stedet beskatte indkomster, man ikke selv har tjent?

Brinchmann fremfører også, at beskatning af arv er en skat for ”helt almindelige mennesker”. Men ”helt almindelige” mennesker har ikke en stor skattebyrde ved arv. 

I den seneste vismandsrapport, som Brinchman flere gange refererer til, kan man læse, ”at omkring 50 pct. af de personer, der mister deres sidste forælder, modtager en arv tæt på nul; omkring 40 pct. modtager slet ingen arv”. Omvendt er arven ”i gennemsnit omkring 2,5 mio. kr. for de 10 pct. af arvingerne, der modtager den højeste arv.”

Med andre ord: Skat på arv er kun en relevant diskussion for personer, der arver mere en tredjedel af en million kroner, og vismændene viser, at høje arveladninger især går til arvinger, der i forvejen har en relativt høj indkomst og formue. 

Brinchmann fremfører, at vismændene finder, at arv reducerer formeuligheden. Men med til billedet hører, at vismændene skriver, ”at arven i kroner er størst blandt de øverste deciler i formuefordelingen, men at arv udgør en større andel af nettoformuen for personer i de nederste deciler, hvilket forklares med, at nettoformuerne er enten negative eller meget små i den nedre del af formuefordelingen”.

Med andre ord: Når en person uden formue arver 100.000 kroner, fylder det relativt mere i den samlede formue, end når en person, der har en formue på 2,5 millioner kroner, arver 100.000 kroner. Brinchmann glemmer desværre at tilføje, at vismændene viser, at arv øger indkomstuligheden. Arveafgiften reducerer derfor indkomstforskellene.

Læs også

Dansk økonomi

Vismænd: Modtagere af arv sænker deres arbejdstid - læs AE's kommentarer til vismandsrapport

Vismændene foreslår, at ministerier indregner arbejdsudbudseffekter af potentielle ændringer i boafgiften, den såkaldte arveafgift. Jo større arv, des større er effekten på arbejdsudbuddet. Hvis...

Til gengæld husker han at påpege, at arveskat kan sænke arbejdsudbuddet, fordi man bliver mindre tilbøjelig til at arbejde for at spare op til næste generation. Problemet med den pointe er bare, at det er et postulat, der ikke er evidens for.

Brinchmanns postulat knytter sig til vismændenes beskrivelse af fænomenet som noget, man ”hypotetisk set kunne (…) forestille sig”. Men i samme afsnit skriver de:

”Der kendes dog ingen undersøgelser af, om en sådan hypotetisk sammenhæng, der kræver en meget fremadskuende betragtning i en problemstilling, der er præget af usikkerhed i mange dimensioner, kan tænkes at have nogen kvantitativt målbar betydning.” Man kan vist roligt sige, at det ikke virker som en effekt, vismændene tror meget på. 

Til gengæld frembringer vismændene i samme rapport dansk evidens for det modsatte. De konkluderer, at det er plausibelt, at boafgiften forøger arbejdsudbuddet. Det lægger sig op ad resultater fra eksisterende litteratur. 

Som samfund bruger vi skatteprovenu til at finansiere det, vi gerne vil prioritere. Kunsten er at beskatte indkomster smart og retfærdigt. Her er skat på arv et kinderæg. Det må Cepos kunne se.

Læs også

Fordeling & Levevilkår

Tema: Skæv fordeling af formuer er en ulighedsmotor

De økonomiske forskelle mellem top og bund har ikke været større i al den tid, vi har haft det moderne velfærdssamfund. I løbet af de seneste ti år er de rigeste blevet rigere i et tempo, der har sat...