Kontakt
Den rigeste procent ejer en fjerdedel af formuen trods fald
Formueuligheden er fortsat høj med store formuer koncentreret på få hænder. Den mest velhavende ene procent af danskerne besidder mere end en fjerdedel af den samlede formue. Unoterede aktier i bl.a. familieejede virksomheder er en væsentlig forklaring på den store formuekoncentration. Den store formueulighed afspejles også i geografiske forskelle på tværs af landets kommuner, hvor der er millioner af kroner til forskel fra top til bund.
Hovedkonklusioner
- Formuerne er meget skævt fordelt i Danmark, hvor den mest velhavende procent sidder på en fjerdedel af den samlede nettoformue. Det er især formuen i unoterede aktier, der omfatter ejerandele i bl.a. familieejede virksomheder, der trækker formueuligheden op.
- En af forklaringer på de store formueforskelle kan være, at formueopbygning er aldersbetinget. De unge har af gode grunde haft færre år til at spare op til pension, i friværdi og frie midler end de ældre. Men selv når man renser tallene for alder, er formueforskellene enten større, lige så store eller kun lidt mindre end formueuligheden på tværs af alle.
- Formuen er geografisk skævt fordelt. Der er således millioner af kroner til forskel på den gennemsnitlige formue mellem de mest og mindst velhavende kommuner. Forskellene ville dog være endnu større, hvis det ikke var for pensionsformuerne, som bidrager til at udligne en væsentlig del af den geografiske formueulighed.
Om temaet
I dette tema undersøger vi, hvordan formuerne fordeler sig. I undersøgelsen tager vi udgangspunkt i nettoformuen, dvs. det beløb man ville stå med i hånden, hvis man solgte huset, bilen, aktier mv., hævede opsparingen og indfriede al gæld. Nettoformuen er oftest positiv, da de fleste voksne danskere har større værdier end gæld, men den kan også være negativ, hvis man har større gældsforpligtelser end værdier.
Nettoformuen består af reale aktiver som bolig og bil, finansielle aktiver som bankindestående og værdipapirer og pensionsopsparing fratrukket al registreret gæld, herunder realkredit- og banklån, SU-lån mv. Tallene i denne analyse er baseret på registerdata fra Danmarks Statistik om befolkningens formue- og gældsforhold. Datagrundlaget og fremgangsmåden er beskrevet til sidst i boksen.
Formuen er meget skævt fordelt
Det er mere end hver fjerde formuekrone, der ejes af den rigeste ene procent af danskerne. Det viser Figur 1, hvor top-1-procents andel af den samlede nettoformue er opgjort.
Nettoformuen består på den ene side af reale aktiver som ejerbolig, fritidshus og bil, af finansielle aktiver som bankindestående og værdipapirer og af pensionsopsparing i form af ratepensioner, livsvarige pensioner, tjenestemandspension og ATP mv. Fra aktiverne trækkes al registreret gæld i form af realkreditlån, banklån, andre private lån og gæld til det offentlige.
At den rigeste ene procent af danskerne sidder på mere end en fjerdedel af den samlede nettoformue er udtryk for ret markante formueforskelle. Til sammenligning udgør top-1-procents andel af de samlede indkomster omkring 9 pct., hvilket sandsynligvis er det højeste niveau i mange årtier.1
En af forklaringerne på de store formueforskelle er, at formueopbygning er aldersbetinget. De unge har af gode grunde haft færre år end de ældre til at spare op til pension, i friværdi og i frie midler. Men selv når man renser tallene for alder, er formueforskellene markante. Op ti midt i 50’erne, er top-1-procents formueandel inden for hvert alderstrin faktisk lige så stor eller større end på tværs af hele befolkningen. Og selv på det alderstrin, hvor de rigestes formueandel er lavest, er den langt større end indkomstandelen, der tilfalder de rigeste.2
Der er stor forskel på, hvor ulige de forskellige formuekomponenter er fordelt. Det viser Tabel 1, hvor nettoformuen er opdelt i de enkelte komponenter, den udgøres af. Tabellen viser, hvor stor en andel de enkelte komponenter udgør af den samlede nettoformue. Derudover viser tabellen, hvor stor en andel af de enkelte formuekomponenter, som er ejet af henholdsvis top-1-procent og top-1-promille – altså den rigeste tusindedel af danskerne.
Tabellen viser, at de store formueforskelle især skal henføres til unoterede aktier, der dækker over ejerandele i virksomheder, der ikke er børsnoterede. Det dækker bl.a. over familieejede virksomheder.
Tabellen afslører også, at pensionsopsparingerne, der bl.a. består af arbejdsmarkedspensioner, er relativt lige fordelt. De udgør samtidig en stor andel af den samlede nettoformue og er derfor en vigtig faktor i forhold til at udjævne formueforskellene. Det er dog værd at hæfte sig ved, at der er stor forskel på, hvor likvide – altså omsættelige – de forskellige formuekomponenter er. Pensionsformuerne er jo i høj grad båndlagt til den tid, hvor man går på pension. I stærk kontrast står den del af de finansielle aktiver, der udgøres af bankindestående. Her er der tale om penge, man kan gå ud at bruge med det samme. De enkelte formuekomponenter kan derfor have forskellig betydning for den enkelte families levevilkår på kort og langt sigt, hvilket ikke afspejles i opgørelsen af formueulighed.
2022 bød på nedgang i formuerne
Den kraftige stigning i inflationen bød i 2022 på et fald i nettoformuerne både for dem med store og mindre formuer. Det skyldes dels, at den reale købekraftsværdi af formuerne – det bundt af varer man kan veksle formuen til – faldt på grund af høj inflation, men også som følge af kursfald på aktie- og obligationsmarkederne, der betød nominelle fald i kroner og øre i de finansielle aktiver og pensionsformuerne. Siden da er udviklingen vendt, men denne analyse tager udgangspunkt i de nyeste tilgængelige data for samtlige danskeres formue og gæld, som er opgjort ved udgangen af 2022. Datagrundlag og metode er beskrevet til sidst i metodeafsnittet.
Nettoformuen består på den ene side af reale aktiver som ejerbolig, fritidshus og bil, af finansielle aktiver som bankindestående og værdipapirer og af pensionsopsparing i form af ratepensioner, livsvarige pensioner, tjenestemandspension og ATP mv. Fra aktiverne trækkes al registreret gæld i form af realkreditlån, banklån, andre private lån og gæld til det offentlige.
Figur 2 viser, at der er stor forskel på den gennemsnitlige nettoformue blandt voksne danskere. I figuren er de voksne danskere inddelt i ti lige store grupper efter størrelsen på deres nettoformue. De 10 pct. med de laveste formuer udgør 1. decil, mens de 10 pct. med de største formuer udgør 10. decil.
De 10 pct. mest velhavende danskere har i gennemsnit en nettoformue på ca. 11 mio. kr., mens den næstrigeste tiendedel, 9. decil, har en gennemsnitlig nettoformue på godt 3 mio. kr. Det store spring fra 10. til 9. decil skyldes, at formuerne i Danmark er meget ulige fordelt, og de største formuer er koncentreret på få hænder.
Figuren viser også, at formuerne udviklede sig negativt i 2022 ikke blot for de mest velhavende, men også for de øvrige formuedeciler. Kun i 1. decil var formueudviklingen positiv. Det skyldes ikke en positiv udvikling på papiret, men at den gennemsnitlige formue i 1. decil er negativ – gælden er altså større end værdien af de aktiver, man besidder – og den høje inflation i 2022 har udhulet den reale værdi af gælden.
Formueforskellene er store – også inden for aldersgrupper
En af forklaringerne på de store formueforskelle er, at formueopbygning er aldersbetinget. De unge har af gode grunde haft færre år end de ældre til at spare op til pension, i friværdi og i frie midler. Men selv når man renser tallene for alder, er formueforskellene markante. Når formueuligheden opgøres inden for hvert alderstrin, er den nemlig enten større, lige så stor eller næsten lige så stor som på tværs af hele befolkningen. Det viser Figur 3.
Fra de helt unge i 20’erne op til midt i 50’erne er top-1-procents formueandel på de enkelte alderstrin faktisk lige så stor eller større end på tværs af hele befolkningen. Og selv på det alderstrin, hvor de rigestes formueandel er lavest, ved 67 år, er den langt større end f.eks. indkomstandelen, der tilfalder de rigeste.
Tabel 2 viser for hvert alderstrin den gennemsnitlige nettoformue samt udvalgte percentilgrænser, herunder medianen. Medianen er det tal, hvor præcis halvdelen af personerne har en mindre formue, og halvdelen har en større formue. Hvis formueforskellene er store, vil gennemsnitsformuen typisk være langt større end medianformuen, da store formuer koncentreret i toppen trækker gennemsnittet op, men ikke påvirker medianen.
Tabellen viser, at det kræver en nettoformue på mindst 16,5 mio. kr. for at være blandt den mest velhavende ene procent af alle voksne danskere. Tallet varierer dog betydeligt, når vi ser på, hvad der skal til for at tilhøre den mest velhavende ene procent på et givent alderstrin. For 30-årige kræver det en nettoformue på knap 3,7 mio. kr., mens 40-årige skal være gode for ca. 10 mio. kr. for at tilhøre top-1-procent. Ved 50 år er grænsen helt oppe på ca. 22 mio. kr., mens de 60-årige skal endnu højere op på 24,7 mio. kr. for at være med i klubben.
Tabellen viser også, at mange danskere har større gæld end aktiver og dermed en negativ nettoformue. I intervallet 21 til 42 år er grænsen for at tilhøre de 10 pct. med de mindste formuer (p10) faktisk negativ, hvilket betyder, at mindst 10 pct. af de voksne danskere på disse alderstrin er insolvente og derfor ikke ville kunne betale deres gæld af, hvis de solgte rub og stub.
I takt med at alderen stiger er der dog færre og færre med negativ nettoformue. Således bliver grænsen for at tilhøre de 5 pct. med de laveste formuer (p5) faktisk positiv ved 56 år. Det betyder, at færre end 5 pct. af de voksne danskere på 56 år og alderstrinnene derover er insolvente.
De rigestes andel af formuen faldt en smule, men er fortsat meget høj
Formuen er over de seneste par år blevet mere koncentreret i toppen af samfundet. Figur 4 viser udviklingen i, hvor stor en andel af den samlede nettoformue, der tilhører top-1-procent.
For perioden 2014 og frem kan formueandelen opgøres på et ”smalt” formuebegreb, der bl.a. ikke medregner værdien af unoterede aktier til de finansielle aktiver. Unoterede aktier omfatter primært ejerandele i familieejede virksomheder. Derudover medregnes offentlig gæld til inddrivelse heller ikke for dette formuebegreb. Den unoterede aktieformue og offentlig gæld til inddrivelse kan først medregnes fra 2020, hvilket skaber et databrud. I figuren fremgår det ”smalle” formuebegreb af den stiplede grå kurve, mens den solide mørkeblå kurve viser det ”brede” og mere dækkende formuebegreb.
Som figuren viser, er formueandelen for den mest velhavende ene procent af danskerne markant højere, når værdien af unoterede aktier og offentlig gæld til inddrivelse medregnes. I 2022 havde top-1-procent en formue svarende til 25,5 pct. af den samlede nettoformue. Men for det ”smalle” formuebegreb var tallet blot 14,4 pct., hvilket skyldes, at den unoterede aktieformue er meget ulige fordelt og derfor har stor betydning for den målte formueulighed.
Derudover viser figuren også en lyseblå stiplet kurve, der angiver den opgjorte formueandel for top-1-procent før en nylig revision af formuestatistikken. Revisionen indebar en genberegning og genfordeling af værdien af unoterede aktier som følge af en forbedring i datagrundlaget. Det har medført, at formueuligheden nu skønnes en anelse højere i 2020 og 2021, end hvad der har fremgået af tidligere opgørelser.
Formueandelen for top-1-procent faldt en smule i 2022 sammenlignet med 2021 fra 26,0 til 25,5 pct. Nettoformuerne faldt i kroner og øre for både den gennemsnitlige voksne dansker og de mest velhavende. Det skal som nævnt tidligere ses i lyset af kursfald på aktie- og obligationsmarkederne i 2022. Da de unoterede aktier udgør en væsentlig andel af formuen for top-1-procent, og da udviklingen i denne formuekomponent var særligt nedadgående, betød det, at de mest velhavendes formuer faldt kraftigere end for den gennemsnitlige dansker.
Faldet i den gennemsnitlige danskers formue kan særligt henføres til et fald i pensionsopsparingen, der udgør mere end en tredjedel af nettoformuen for den gennemsnitlige voksne dansker.
For den gennemsnitlige dansker trak udviklingen i prioritetsgælden nettoformuen i en positiv retning, hvilket kan henføres til rentestigninger på realkreditlån og derfor også kursfald på de udestående lån. Det er nemlig kursværdien af prioritetsgælden, der indgår i beregningen af nettoformuen, da kursværdien svarer til det beløb, der skal indfris, hvis gælden indfris på opgørelsestidspunktet for formue- og gældsstatistikken.
Den gennemsnitlige formue er størst nord for København
Figur 5 viser den gennemsnitlige nettoformue pr. voksen i hver af landets kommuner. Opgørelsen er aldersstandardiseret, hvilket betyder, at der er taget højde for aldersbetingede formueforskelle ved at vægte hver aldersgruppe, så fordelingen af aldersgrupper i hver kommune svarer til fordelingen på landsplan.
De mørkeblå kommuner er der, hvor den gennemsnitlige nettoformue er størst, mens de lyseblå kommuner er der, hvor den er lavest.
I de mørkeblå kommuner er den gennemsnitlige nettoformue pr. voksen på over 3 mio. kr. og disse kommuner findes udelukkende i hovedstadsområdet. Der er tale om Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Hørsholm og Allerød Kommune nord for København samt Frederiksberg og Dragør Kommune.
I de lyseblå kommuner er formuen under 1,5 mio. kr., og de ligger spredt på tværs af landet. Der er tale om en række kommuner i Nordjylland, Randers og Norddjurs i det østjyske, Tønder i Sønderjylland, en række oplandskommuner på Fyn samt Langeland og Ærø, et stort antal kommuner på Vest- og Sydsjælland og vestegnskommunerne Albertslund, Brøndby og Ishøj. Derudover er Halsnæs og Bornholm Kommune også at finde i denne gruppe.
Formueforskellene er også store inden for hver kommune
Tabel 3 viser for hver kommune ikke blot den gennemsnitlige nettoformue, men også medianformuen, der er den typiske formue pr. voksen.
Derudover fremgår nettoformuen ved forskellige percentilgrænser inden for hver kommune. Percentilgrænserne angiver, hvor stor en formue, det f.eks. kræver at indgå i den mest velhavende tiendedel i kommunen (p90). Det bemærkes, at percentilgrænsen for at indgå i den rigeste procent i en kommune (p99) er behæftet med større usikkerhed, da opgørelsen omfatter relativt få personer sammenlignet med opgørelsen på landsplan, og da en stor andel af formuen for denne gruppe udgøres af unoteret aktieformue, hvor værdien er udtryk for et skøn. Tallet bør derfor tolkes med forsigtighed.
Pensionsopsparinger udligner en stor del af de geografiske formueforskelle
Selvom formueforskellene på tværs af landets kommuner umiddelbart er store, så ville de være endnu større, hvis ikke pensionsopsparingerne blev regnet med til nettoformuen. Det viser Figur 6, hvor hver prik er en kommune. I figuren er den gennemsnitlige nettoformue i kommunen holdt op imod andelen af formuen, der udgøres af pensionsformuen. I de kommuner, hvor pensionsformuen udgør den største andel af nettoformuen, er tallet næsten 50 pct. svarende til knap halvdelen. Det er samtidig i disse kommuner, at den gennemsnitlige nettoformue typisk er lavest. Tendenslinjen angiver en lineær tendens for sammenhængen mellem nettoformue og pensionsformuens andel af formuen, som tydeligt viser dette forhold.
Det er ikke givet, at pensionsformuen skal medregnes til borgernes formue ved opgørelser af formueulighed. Det skyldes, at pensionsformuen er båndlagte midler tiltænkt pensionen og derfor er underlagt en række begrænsninger.
Nettoformuen består af forskellige komponenter, hvis likviditet – altså omsættelighed – varierer betydeligt. Den mest likvide del af nettoformuen udgøres af bankindeståender. Herefter kommer de øvrige dele af den finansielle formue som aktier og øvrige værdipapirer. Afhængig af typen af værdipapir kan omsætteligheden være højere eller lavere. De reale aktiver som består af bolig og bil er langt mindre omsættelige og adgangen til denne del af formuen involverer typisk betydelige transaktionsomkostninger.
Endelig er der pensionsformuen, som er relativt likvid for personer omkring eller over pensionsalderen, men hvor udbetalingerne typisk skal strækkes over mange år – for visse dele, som livrenter og ATP, over resten af livet. For unge eller midaldrende voksne, der stadig har mange år til pensionsalderen, er pensionsformuen dog i de fleste tilfælde illikvid. Den kan ikke eller kun i begrænset omfang udbetales. Derfor påvirker den altså ikke deres forbrugsmuligheder eller økonomiske råderum i dag.
Da vi undersøger formueforskellene på tværs af hele befolkningen og ikke isoleret blandt f.eks. unge, vælger vi dog at medregne pensionsformuen til nettoformuen. Pensionsformuerne udjævner dermed formueforskellene og kan også siges at have enorm betydning for langt de fleste borgeres levestandard som pensionist.
Formuen varierer i endnu højere grad på sogneniveau
Det er muligt at undersøge formueforskellene på et mere detaljeret niveau end kommuner. I det følgende ser vi på, hvordan formuen varierer på tværs af landets omkring 2.000 sogne. Sognene er den mindste administrative geografiske enhed på landsplan.
De fleste kommuner kan opdeles i mange sogne, hvilket medfører, at antallet af indbyggere i nogle sogne er meget lavt. Opgørelser på baggrund af få personer er behæftet med større usikkerhed, og vi udelader derfor de mindste sogne med færre end 200 indbyggere eller 100 voksne.
Der kan også være store forskelle i alderssammensætningen på tværs af sogne, hvilket har betydning for størrelsen af den opgjorte formue. Derfor foretager vi en korrektion for aldersforskelle på samme vis som for kommunerne. På grund af sognenes færre indbyggere, kan denne aldersstandardisering dog ikke foretages på hvert enkelt alderstrin, som det er tilfældet med kommunerne, og vi anvender derfor aldersstandardiserede vægte på 5-årsintervaller. Korrektionen for aldersbetingede forskelle på sogne er derfor behæftet med en vis usikkerhed sammenlignet med opgørelsen på kommuner.
Derudover kan den gennemsnitlige formue i et sogn være påvirket i større eller mindre grad af ekstreme observationer, f.eks. hvis der er få indbyggere i sognet, og der bor en meget formuende person eller familie. For at sige noget mere generelt om sognene tager vi derfor udgangspunkt i medianformuen, altså den typiske formue blandt indbyggerne i sognet. Derved undgås en eventuel kraftig påvirkning af opgørelsen fra enkelte personer eller familier.
Figur 7 viser, hvordan den typiske nettoformue varierer på tværs af landets sogne. Figuren viser, at der er enorme forskelle, da den typiske formue i de mindst velhavende sogne er på blot 100.000-250.000 kr. På den anden side er formuen i de mest velhavende sogne på over 3 millioner kroner.
Overblik: Find dit eget sogn
Tabel 4 viser de ti sogne, hvor medianformuen er størst. Øverst på listen ligger Rungsted Sogn i Hørsholm Kommune, hvor den typiske formue er på 3,8 mio. kr. pr. voksen. Herefter følger Maglegårds Sogn i Gentofte, Risskov Sogn i Aarhus, Hareskov Sogn i Furesø og Søllerød Sogn i Rudersdal med medianformuer på mellem 3,1 og 3,3 mio. kr. pr. voksen.
Det er desuden muligt at fremsøge sogne i tabellen.
Metode
De geografiske formueforskelle er analyseret på baggrund af Danmarks Statistiks formue- og gældsstatistikken på individniveau.
Formueforskellene er analyseret på baggrund af Danmarks Statistiks formue- og gældsopgørelse. Statistikken er dels baseret på tredjepartsindberetninger om bankindestående, kursværdi af aktier og andre værdipapirer, pensionsopsparing og gæld samt estimerede værdier af ejerbolig, andelsbolig, sommerhus og bil. Derudover indgår den skønnede værdi af unoteret aktieformue.
Statistikkens opgørelsestidspunkt er pr. 31. december.
Nettoformuen består af aktiver, herunder de reale aktiver som bolig og bil, finansielle aktiver som indestående på bankkonti, værdipapirbeholdning mv., fratrukket passiver, herunder realkredit- og boliglån samt andre tredjepartsindberettede gældsposter. Derudover indgår pensionsformuen, hvor de dele af pensionsopsparingen, der først beskattes ved udbetalingen, skønsmæssigt fratrækkes 40 pct. for at korrigere for det forhold, at midlerne endnu ikke er blevet indkomstbeskattet.
Gæld til det offentlige, herunder gæld til inddrivelse, er medregnet i formueopgørelsen.
Formuen er delt ligeligt mellem de voksne i parfamilier, mens hjemmeboende børn på 18 år og derover indgår med deres egen formue i opgørelsen. Kun familier med fuldt skattepligtige voksne indgår i opgørelsen.
Der er en tydelig sammenhæng mellem alder og formueopbygning. Derfor er opgørelsen af formuerne på kommuneniveau foretaget på baggrund af aldersstandardiserede vægte. Det betyder, at borgerne i hver kommune er vægtet på hvert alderstrin, så alderssammensætningen i hver kommune stemmer overens med landsfordelingen. For opgørelsen på sogneniveau er aldersstandardiseringen foretaget på baggrund af 5-årsintervaller.
Danmarks Statistiks formue- og gældsopgørelse indebærer en diskretionering af meget store formuer i form af et loft over formuer på 1.000 gange interkvartilafstanden for personer over 18 år. Det betyder, at personer med formuer på over ca. 1,9 mia. kr. i 2021 har fået nedskaleret alle formuekomponenter proportionalt, så nettoformuen bliver enslydende med loftet. Diskretionering påvirker primært personer med meget store unoterede aktieformuer. Loftet over formuer betyder, at formueuligheden vurderes en smule lavere, end hvis der ikke havde været et loft (i størrelsesordenen 1½-2 pct.-point målt på top 1 pct. formueandel). Loftet er dog vurderet nødvendigt for at undgå indirekte identifikation af enkeltpersoners formue, når der laves detaljerede opdelinger af befolkningen.
Alle beløb er korrigeret for inflation ved at fremskrive til 2024-prisniveau på baggrund af udviklingen i forbrugerprisindekset til og med 2023 samt den forventede inflation i 2024.
