Kontakt
Knap hver fjerde pædagog arbejder ikke i faget fem år efter endt uddannelse
AE har i samarbejde med BUPL undersøgt, hvor mange nyuddannede pædagoger der arbejder inden for det pædagogiske område henholdsvis ét, tre og fem år efter endt uddannelse, samt hvad pædagoger, der ikke arbejder i faget, laver i stedet.
Hovedkonklusioner
-
Ét år efter endt uddannelse arbejder 79,4 pct. af de nyuddannede pædagoger fra 2017 inden for pædagogfaget. Efter fem år er denne andel faldet til 76,5 pct. Det betyder, at knap hver fjerde pædagog ikke arbejder i faget fem år efter endt uddannelse.
-
Den faldende andel, som arbejder inden for faget, er ikke drevet af, at færre arbejder, men af at de i stedet arbejder uden for pædagogfaget.
-
Andelen af nyuddannede pædagoger, der ikke arbejder i faget, er steget de seneste 10 år. Blandt nyuddannede pædagoger fra 2007 var der ét år efter endt uddannelse 83,1 pct., som arbejdede inden for faget. Efter fem år var andelen faldet til knap 79 pct.
-
Siden 2016 har næsten 14.000 uddannede pædagoger forladt det pædagogiske område. Heraf har to tredjedele forladt arbejdsmarkedet, mens knap en tredjedel er skiftet til andre brancher.
Analysen er lavet i samarbejde med BUPL.
Nyuddannede pædagogers arbejdsmarkedsstatus
AE har i samarbejde med BUPL undersøgt arbejdsmarkedstilknytningen for nyuddannede pædagoger. Tabel 1 viser arbejdsmarkedstilknytningen henholdsvis ét, tre og fem år efter endt uddannelse. Blandt de knap 4.200 pædagoger, der blev uddannet i 2017, var ca. 3.500 i beskæftigelse både ét, tre og fem år efter endt uddannelse. Det svarer til en beskæftigelsesfrekvens på ca. 84 pct.
Gennem hele perioden er flest af de beskæftigede, nyuddannede pædagoger i beskæftigelse inden for det pædagogiske område, men antallet af pædagoger, der arbejder uden for faget, fordobles fra ét til fem år efter endt uddannelse. Fem år efter endt uddannelse var der således knap ni pct. af de nyuddannede pædagoger, svarende til hver tiende beskæftigede, som arbejdede uden for faget.
Blandt de ikke-beskæftigede var ca. 100 personer under uddannelse både ét og tre år efter endt uddannelse. Det svarer til ca. 2,5 pct.
Derudover var der både ét og tre år efter 440 personer på overførselsindkomst. Fem år efter endt uddannelse er dette antal 270 personer, men dette fald skal tolkes med forsigtighed, da oplysninger om barsel mangler i data i 2022.
Samlet set er 23,5 pct. – svarende til knap hver fjerde nyuddannede pædagog – ikke beskæftiget i faget fem år efter endt uddannelse.
I Tabel 2 ses arbejdsmarkedsstatus for nyuddannede pædagoger fra 2007. I 2007 blev der uddannet knap 4.400 pædagoger, dvs. ca. 200 mere end i 2017.
Samlet set var 21,3 pct. af de nyuddannede pædagoger i 2007 ikke beskæftiget i faget fem år efter endt uddannelse. For årgang 2007 var der derfor flere, der arbejdede inden for faget, og tilsvarende færre, der arbejdede uden for faget, sammenlignet med årgang 2017.
AE har tidligere – i samarbejde med Socialpædagogerne, SL – kortlagt antallet af pædagoger uden for faget.1 Denne analyse viser, at 14.000 uddannede pædagoger under pensionsalderen har forladt det pædagogiske område fra 2016 til 2021. Heraf har to tredjedele forladt arbejdsmarkedet, mens knap en tredjedel er skiftet til andre brancher.
Detaljeret fordeling af pædagogers status uden for faget
Tabel 3 viser de hyppigste brancher for pædagoger uden for faget fem år efter endt uddannelse. Blandt nyuddannede pædagoger fra 2017, som arbejdede uden for faget fem år efter end uddannelse, arbejdede næsten hver tiende som dagplejemor. Derudover var ca. syv pct. i vikarbureauer, mens de resterende fordelte sig bredt på brancher. Billedet var omtrent det samme for nyuddannede pædagoger i 2007. Det fremgår af Bilagstabel 1.
Blandt de nyuddannede pædagoger fra 2017, som efterfølgende var på overførselsindkomst, var der flest, som modtog barselsdagpenge. Det gælder både ét og tre år efter endt uddannelse. Fem år efter endt uddannelse, dvs. i 2022, indeholdt data ikke oplysninger om barselsdagpenge, hvorfor dette tal fremgår som nul. Udover barselsdagpenge var der flest nyuddannede pædagoger, som modtog dagpenge og sygedagpenge. Det samme billede gælder for nyuddannede pædagoger fra 2007, hvilket fremgår af bilaget.
Bilag
- 1www.ae.dk/analyse/2023-06-paedagoger-uden-for-faget , juni 2023.