Nyuddannede: Kun 6 ud af 10 læreruddannede arbejder i folkeskolen
AE har i samarbejde med Danmarks Lærerforening lavet en forløbsanalyse blandt nyuddannede lærere fra 2015, som vi har fulgt de første fem år på arbejdsmarkedet. Analysen viser, at blot 6 ud af 10 nyuddannede lærere er ansat i folkeskolen fem år efter endt uddannelse. De nyuddannede lærere, der ikke er ansat i skolen, er enten ansat på private grundskoler, uden for lønmodtagerjob eller ansat udenfor grundskoleområdet.
Hovedkonklusioner
- 4 ud af 10 af de nyuddannede lærere fra årgang 2015 er fem år efter endt uddannelse uden for folkeskolen. De er enten ansat på private grundskoler, uden for grundskoleområdet eller er uden for lønmodtagerjob.
-
Et år efter endt uddannelse havde hver tredje nyuddannede fravalgt folkeskolen.
-
Det første år efter endt uddannelse er bevægelserne ind i folkeskolen større end bevægelserne ud af folkeskolen. Herefter er der flere, der fravælger folkeskolen, end der søger dertil.
-
I løbet af de første fem år efter uddannelse falder antallet af lærere i folkeskolen blandt nyuddannede med næsten 10 procent.
-
Knap hver 8. nyuddannede lærer er, indenfor de første fem år efter de er dimitteret, i gang med en uddannelse enten i ordinært regi eller VEU-regi.
Analysen er lavet i samarbejde med Danmarks Lærerforening.
Blot 6 ud af 10 nyuddannede lærere får job i folkeskolen
AE har i samarbejde med DLF lavet en forløbsanalyse af en årgang af nyuddannede lærere i forhold til ansættelse og videreuddannelse.
Konkret har vi fulgt nyuddannede lærere fra fuldtidsuddannelsen fra skoleåret 2015 og deres ansættelsessted frem til 2020. Vi har samtidig undersøgt, hvor mange lærere, der efter- og videreuddanner sig.
Analysen omfatter nyuddannede lærere fra skoleåret 2015, der blev uddannet på en læreruddannelse i fuldtidsregi1 . Mere om metoden ses i boksen nederst.
Tabel 1 og Figur 1 viser de nyuddannede lærere fordelt efter ansættelsessted år for år. Det første år er 64 procent af de nyuddannede lærere ansat i folkeskolen, mens 35,9 procent enten ikke er i lønmodtagerjob eller er ansat andetsteds. 12 procent er ansat på private grundskoler. Herefter stiger andelen af lærere ansat i folkeskolen til 66,7 procent, hvorefter andelen falder støt til knap 61 procent fem år efter endt uddannelse.
Fra år 1 til år 5 er der 140 færre lærere, der arbejder i folkeskolen, det er et fald på næsten 10 procent.
Den faldende andel ansat i folkeskolen modsvares af, at flere ansættes andetsteds. Det gælder både private grundskoler, anden undervisning og andre steder2 . Men det er andelen af nyuddannede med job uden for grundskoleområdet, der stiger mest i årene efter endt uddannelse (fra 6 procent til 8,4 procent). Andelen af nyuddannede, der ikke er i lønmodtagerjob falder. Det ses i Figur 2, der viser udviklingen andelen af læreruddannede, der arbejder andre steder end i folkeskolen.
I takt med at flere af de nyuddannede forsvinder væk fra folkeskolen falder andelen i folkeskolen fra knap 67 procent i år 1 til 61 procent i år 5. Dermed er andelen af nyuddannede lærere uden for folkeskolen steget fra 33 til 39 procent. Dermed er knap 4 ud af 10 nyuddannede lærere uden for folkeskolen fem år efter endt uddannelse.
Den største tilgang til folkeskolen sker blandt lærere uden lønmodtagerjob
Nedenfor har vi belyst hvor folkeskolen får nyuddannede lærere fra, når vi ser på skift i ansættelsessted fra år 0 til år 5. Resultaterne ses i Tabel 2 og Figur 2.
Fra år 0 til år 1 sker den største tilgang til folkeskolen på 230 personer, eller hvad der svarer til næsten 10 procent af årgangen. Hovedparten af tilgangen – knap 6 procent – sker blandt personer, der ikke var i job året før, mens cirka 1 procent tilgår fra private grundskoler, mens 2,5 procent tilgår fra andre job, dvs. uden for grundskoler3 .
Efter år 1 falder tilgangen til folkeskolen fra de næsten 10 procent af en årgang til omkring det halve – altså fem procent af en årgang. Hovedparten af tilgangen sker fortsat blandt personer, der året før ikke var i lønmodtagerjob.
6-8 procent af en årgang forlader folkeskolen om året
Vi har også undersøgt afgangen fra folkeskolen. 6-8 procent af årgangen eller hvad der svarer til 130-180 personer om året forlader folkeskolen til fordel for et andet job eller forlader lønmodtagertilværelsen. Omkring halvdelen af afgangen sker blandt personer, der ikke er i lønmodtagerjob året efter. Det kan være personer, der er ledige, men det kan også være personer, der går selvstændigt eller læser videre. Blandt de nyuddannede, der forlader folkeskolen til fordel for et andet job, er der nogenlunde lige mange, der går til private grundskole og andre former for job.
Figur 5 viser udviklingen i tilgangen til og afgangen fra folkeskolen blandt nyuddannede.
12 procent af de nyuddannede læser videre de første år
Vi har også undersøgt, hvor stor en del af de nyuddannede lærere, der læser videre. Vi har både skelet til uddannelsesaktivitet i det ordinære uddannelsessystem, dvs. fuldtidsuddannelser, men vi har også set på, hvem der tager kurser i VEU-regi, hvor alle offentligt regulerede efteruddannelsesaktiviteter er registreret. Tabel 4 og Figur 6 viser, at 7 procent af de 2.380 nyuddannede lærere fra 2015 er i gang med en uddannelse året efter. Andelen stiger til cirka 12 procent år 2 og 3 år efter endt uddannelse.
Hovedparten af dem, der uddanner sig de første to år, er i gang med en uddannelse i ordinært regi4 , men fra to år efter endt uddannelse, så er hovedparten af aktiviteten i VEU-regi.5 Ser man på, hvilke kurser de nyuddannede lærere deltager i, så er man typisk i gang med uddannelsesaktiviteter, der kan bruges i deres arbejde som lærer.
Det skal bemærkes, at det at være i gang med en uddannelsesaktivitet ikke nødvendigvis betyder at man ikke er i job. Flertallet af dem, der er i gang med en uddannelse, er i job samtidig.
- 1Dog er nyuddannede lærere fra ”Den Frie læreruddannelse” ikke medtaget grundet diskretionshensyn. Det drejer sig om 45 personer, der blev uddannet fra Den Frie læreruddannelse i 2015.
- 2Dækker over mange forskellige brancher. Den største undergrupper er ”sundhed og socialvæsen” som fx døgninstitutioner for børn og unge, samt skolefritidsordninger og fritidshjem.
- 3”Anden undervisning” og ”anden ansættelsessted” er lagt sammen grundet diskretionshensyn.
- 4Dette dækker over mange forskellige uddannelser som fx pædagogik på DPU, digital design og sociologi.
- 5Flertallet af dem, der læser i VEU-regi er i gang med kursusaktivitet på læreruddannelsen eller diplomuddannelsen i pædagogik.