Kontakt
Voksen- og efteruddannelse
Andengenerationsreformer er en vej til grøn og solidarisk vækst
Regeringen har bebudet en ny kurs med reformer, der øger velstanden uden at øge uligheden og utrygheden i samfundet – også kaldet ’andengenerationsreformer’. Og det kan man faktisk gøre på mange måder.
De økonomiske reformer i 00’erne og 10’erne har haft som omkostning, at den unikke danske flexicuritymodel er blevet svækket, velfærden har haltet efter på grund af lavere skatter, og uligheden og utrygheden på arbejdsmarkedet er blevet større.
Derfor har regeringen bebudet, at den ønsker at gå en anden vej i reformpolitikken, end man gjorde i 00’erne og 10’erne. Målet er at øge almindelige danskeres levestandard og den samlede beskæftigelse uden at øge uligheden og utrygheden på arbejdsmarkedet.
Det kræver en ny tilgang til arbejdsmarkedspolitikken, som blandt andet den tidligere vismand Nina Smith har døbt "andengenerationsreformer".
Regeringen vil gennemføre andengenerationsreformer, der styrker beskæftigelse og økonomi, men uden at øge utrygheden og uligheden i samfundet. Andengenerationsreformerne skal understøtte den danske velfærdsmodel og sætte ind overfor komplekse udfordringer, som tidligere reformer ikke i tilstrækkeligt omfang har været i stand til at tage hånd om.
Finansminister Nicolai Wammen i et svar til Folketinget 11. december 2019
Hvad er andengenerationsreformer?
Helt bredt kan man definere andengenerationsreformer som reformer, der øger velstanden, men uden at øge utrygheden og uligheden i samfundet.
Hvis vi ser bort fra vores indkomst fra udenlandsk produktion, kan man kun øge velstanden ved at øge den indenlandske produktion. Det kan man gøre ved at øge beskæftigelsens størrelse og kvalitet, ved at udvide kapitalapparatet eller ved at forbedre produktionsteknologien.
Analysenotatet koncentrerer sig om reformer, der påvirker arbejdskraften. Derudover benyttes en lidt smallere definition, hvor andengenerationsreformer dækker over politiktiltag, der øger velstanden på andre måder end ved at øge det privatøkonomiske incitament til at arbejde.
Arbejdsmarkedsreformerne i 00'erne og 10'erne handlede i høj grad om at gøre den privatøkonomiske forskel på at arbejde og ikke at arbejde større. De byggede på en tankegang om, at de ledige kommer hurtigere i job, hvis man øger indkomstforskellen mellem dem, der har et job, og dem, der ikke har. Og de byggede på den forestilling, at folk lægger flere timer på jobbet, hvis man sænker skatten for de højere lønnede.
Den reformtilgang står i kontrast til reformtilgangen i 1990’erne, hvor det lykkedes at øge beskæftigelsen på andre måder end ved at straffe de ledige økonomisk. Her steg beskæftigelsen bl.a. på grund af politikindgreb, som øgede efterspørgslen efter arbejdskraft, hjalp virksomhederne med at finde den rette arbejdskraft, og som opkvalificerede de ledige og stillede større krav til dem.
Arbejdsmiljø og grøn innovation
Der findes en lang række politiske løftestænger, som øger velstanden uden at øge det privatøkonomiske incitament til at arbejde. Dem er der et overblik over i analysenotatet.
Det gælder for eksempel politiske tiltag, der gør folk bedre i stand til at arbejde i en høj alder, lavrentelån til grøn innovation m.fl.
Mange af løftestængerne er ikke nye, men de kan fylde mere i den økonomiske politik.
Omtalt af Zetland den 11. august 2020
