OBS
Bemærk at tallene, der indgår i denne analyse, er forældede og derfor ikke afspejler de nye grundskyldspromiller, der er gældende fra 2024 og vedtaget ved lov. Se de gældende grundskyldspromiller for din kommune ved at klikke på artiklen nedenfor.
Grundskyldspromillerne bliver i 2024 sat ned i alle landets kommuner på grund af indførelsen af nye boligskatteregler. Der er dog stor forskel på, hvor meget satsen ændres fra kommune til kommune. Se, hvordan grundskyldspromillen ændrer sig i din kommune.
Nye boligskatteregler
De nye boligskatteregler, der efter planen skal træde i kraft fra 2024, indebærer voldsomme nedsættelser af skattesatsen på jordbesiddelser, kaldet grundskyldspromillen. Grundskyldspromillen varierer allerede i dag fra kommune til kommune inden for et spænd fra 16 til 34.
Når de nye boligskatteregler og ejendomsvurderinger træder fuldt i kraft fra 2024, har man aftalt, at det samlede skatteprovenu fra grundskylden i den enkelte kommune ikke må stige, men skal svare til det, der ellers var blevet betalt, hvis reglerne ikke var ændret.
Da de nye ejendoms- og grundvurderinger er væsentligt højere end de nuværende vurderinger, der for ejerboliger stammer fra 2011 og desuden er blevet nedsat ekstraordinært i 2013 og 2015, er konsekvensen, at de nye grundskyldspromiller nødvendigvis skal være væsentligt lavere for, at skatteprovenuet fra grundskylden forbliver uændret.
Lav skattesats på jordbesiddelser i København og omegn
Figur 1 viser, hvordan de nye grundskyldspromiller forventes at blive fastsat i hver kommune fra 2024. Grundskyldspromillerne fastsættes ved lov og kan ikke ændres i perioden 2024-2028. De lyseblå områder er de kommuner, hvor grundskyldspromillen bliver lavest, mens de mørkeblå kommuner er der, hvor grundskyldspromillen bliver højest.
Figuren viser, at grundskyldspromillerne særligt i Københavnsområdet bliver ekstremt lave. Her befinder de nye grundskyldspromiller sig i et leje fra godt 3 til 7. Omvendt ser vi, at mange landkommuner ender med at have de højeste grundskyldspromiller, når de nye boligskatteregler træder i kraft. Det drejer sig om kommuner på bl.a. Djursland, Lolland-Falster, Nordfyn, i Vest- og Nordjylland samt Vestsjælland, hvor grundskyldspromillen bliver omkring 13-16.
Konsekvensen er, at de nye boligskatteregler indebærer markant større forskelle i grundskyldspromillen mellem kommunerne end før. I 2023 er der godt en faktor 2 til forskel mellem den laveste og højeste grundskyldspromille (en grundskyldspromille på 34 i bl.a. Odsherred Kommune mod en grundskyldspromille på 16 i Gentofte Kommune). I 2024 bliver der en faktor 5 til forskel (grundskyldspromille på 16,5 i Norddjurs Kommune mod en grundskyldspromille på 3,3 i Frederiksberg Kommune). Forskellene vil generelt i højere grad gå mellem by- og landkommuner end før.
Største fald i grundskyldspromillen i byerne
At de nye grundskyldspromiller fordeler sig så skævt, hænger i høj grad sammen med, at det er i byerne, at boligpriserne er steget mest, hvilket afspejles i de nye grundvurderinger. Derfor nedsættes grundskyldspromillen mest i disse kommuner. Det fremgår af Figur 2, hvor det procentvise fald i grundskyldspromillen er opgjort for hver kommune.
Det største fald er i Frederiksberg Kommune, hvor promillen nedsættes med hele 87 pct. fra 24,75 til 3,30. Herefter følger Københavns Kommune, hvor reduktionen er på 84 pct. fra 34,00 til 5,40. Københavns Kommune har i dag den højest mulige grundskyldspromille sammen med ni andre kommuner. Men med de nye boligskatteregler vil grundskyldspromillen i København blive den syvende laveste. Vel at mærke ud af 98 kommuner i alt.
Figuren viser også, at nedsættelserne af grundskyldspromillen er mindst i landkommuner – om end der også her er tale om en reduktion.
Tabellen nedenfor opsummerer tallene på kommuneniveau. Af tabellen fremgår for hver enkelt kommune grundskyldspromillen i 2023, den foreløbige forventede grundskyldspromille for 2024 samt det procentvise fald i promillen.
Tabellen viser, at der bliver markant større forskel på grundskyldspromillerne og skellet vil særligt gå mellem by- og landkommuner.
Mere ulige beskatning af fremtidige kapitalgevinster på jordbesiddelser
Forskellen på grundskyldspromillen bliver altså stor mellem land og by med de nye boligskatteregler. Det er forståeligt, at man ikke ønsker at øge den samlede boligbeskatning i forbindelse med reformen, men konsekvensen er en mere ulige beskatning af fremtidige kapitalgevinster på jordbesiddelser på tværs af landet. Eksempelvis vil en værdistigning på 500.000 kr. udløse en ekstra skat på 1.650 kr. om året i Frederiksberg Kommune, mens den samme værdistigning i Norddjurs Kommune udløser en ekstra skat på 8.250 kr. om året.
Derfor skal man allerede nu anvise en vej, der på længere sigt sikrer en harmonisering af grundskyldspromillerne, så forskellene mellem kommuner og mellem land og by mindskes.