Ulige formueindkomster er motoren bag stigende ulighed

Om temaet

I dette tema undersøger vi udviklingen i indkomsterne, hvor det særligt er udviklingen i indkomstforskellene over de seneste ti år, der er central.

Opgørelsen af indkomstforskelle tager udgangspunkt i den disponible indkomst. Den disponible indkomst er indkomsten efter skat og renteudgifter tillagt lejeværdi af egen bolig for boligejere og er et udtryk for familiernes forbrugs- og opsparingsmuligheder i et givent år. Den disponible indkomst er korrigeret for stordriftsfordele, så den kan sammenlignes på tværs af forskellige familietyper. Derudover er tallene renset for inflation, så der er tale om den reale udvikling i indkomsten. Den kan derfor tolkes som udviklingen i forbrugsmulighederne for forskellige grupper.

---

Større ulighed i indkomster

Indkomstforskellene mellem danskerne er støt voksende, selvom der fra år til år kan være mindre udsving. Det viser Figur 1, hvor udviklingen i to mål for den samlede indkomstulighed, Gini-koefficienten og Theil-indekset, er opgjort for perioden 2012 til 2022. I 2022 var Gini-koefficienten vokset til 30,0 pct. fra 27,4 pct. i 2012, mens Theil-indekset i samme periode steg fra 14,9 pct. til 20,9 pct. De to ulighedsmål opgøres ikke på den samme skala, hvorfor niveauforskellene er uden betydning for tolkningen.

Spørgsmålet er, om den stigende ulighed blot er udtryk for forandringer i demografien eller andre strukturelle forhold. Hvis der f.eks. er kommet flere studerende, som gennemsnitligt har lavere indkomst, kan det give udslag i en højere Gini-koefficient, uden at det nødvendigvis er udtryk for, at uligheden i samfundet er steget. Flere ældre og højere uddannelsesniveau i befolkningen kan ligeledes påvirke den opgjorte ulighed på en måde, som ikke entydigt kan tolkes som godt eller skidt.

Den udvikling, vi har oplevet over de seneste ti år, kan kun i mindre grad tilskrives demografiske og strukturelle forhold. Det fremgår af Figur 2, hvor der er skønnet over, hvor stor en andel af stigningen i de to ulighedsmål, der kan tilskrives en ændret demografisk sammensætning af befolkningen. Der er tale om et relativt simpelt skøn, hvor de forskellige befolkningsgrupper på tværs af alder, uddannelsesniveau mv. er vægtet, så hver befolkningsgruppe udgør den samme andel i slutåret (2022) som i startåret (2012). Metoden er beskrevet nærmere i boks 1.

Målt på Gini-koefficienten kan de demografiske ændringer forklare omkring en fjerdedel af udviklingen, mens det på Theil-indekset er en femtedel. At demografiske ændringer kun kan forklare en mindre del af den stigende ulighed over perioden er ikke overraskende, da der kun er tale om en periode på ti år. Det er hovedsageligt stigende uddannelsesniveau og ændret alderssammensætning blandt de demografiske faktorer, der bidrager til de stigende indkomstforskelle.1

---

Ulige formueindkomster er drivkraft bag stigende ulighed

Da de demografiske faktorer kun forklarer en mindre del af udviklingen i indkomstforskelle, er det nærliggende at tage et kig på, hvad der ellers kan ligge bag den stigende ulighed over de seneste ti år. Figur 3 viser, hvordan udviklingen i Gini-koefficienten kan dekomponeres på de forskellige indkomstkomponenter som løn, overførselsindkomst, formueindkomst mv. Bidragene fra de enkelte komponenter kan opdeles i en størrelseseffekt og en fordelingseffekt. Et positivt bidrag betyder, at en indkomstkomponent har øget indkomstforskellene, mens et negativt bidrag betyder, at indkomstkomponenten har reduceret indkomstforskellene.2

Størrelseseffekten måler bidraget til ændringen i ulighed fra, at en indkomstkomponent fylder mere (eller mindre) i den samlede indkomst. For eksempel har offentlige overførselsindkomster udviklet sig fra at udgøre mere end en fjerdedel af den disponible indkomst (før skat) til godt en femtedel – de udgør altså en mindre andel af indkomsterne. Det kan bl.a. tilskrives mindreregulering af overførselsindkomsterne relativt til lønudviklingen. Offentlige overførsler er primært målrettet personer med ingen eller lav indkomst, og derfor har de en indkomstudjævnende effekt. Da de offentlige overførsler udgør en mindre andel over perioden, så er størrelseseffekten positiv, da lavere offentlige overførsler øger indkomstforskellene.

Fordelingseffekten måler bidraget fra ændringen i, hvor lige eller ulige indkomstkomponenten er fordelt. Hvis vi igen tager udgangspunkt i de offentlige overførsler, er der en negativ fordelingseffekt. De offentlige overførsler er altså mere målrettet de laveste indkomstgrupper i dag end for ti år siden, hvilket bl.a. hænger sammen med, at færre er offentligt forsørgede. Den ændrede fordeling af offentlige overførsler bidrager dermed til at mindske indkomstforskellene.

De to effekter kan summeres for at finde det samlede bidrag til udviklingen i Gini-koefficienten i procentpoint. Den største drivkraft bag den stigende ulighed over de seneste ti år ifølge denne dekomponering er formueindkomsternes udvikling, da de både fylder mere i den samlede indkomst og er blevet mere ulige fordelt. Formueindkomster tæller aktieudbytter og realiserede aktieavancer samt øvrig kapitalindkomst. Deres bidrag kan opgøres til i alt ca. 1,9 procentpoint ud af en stigning i Gini-koefficienten på 2,6 procentpoint. Herfra skal dog fratrækkes skat af aktie- og kapitalindkomst, som ikke kan opgøres særskilt på baggrund af de tilgængelige data. Det ses da også, at bidraget fra skatterne trækker udviklingen i den modsatte retning, da skatterne er med til at udjævne de stigende indkomstforskelle. Skatternes store indkomstudjævnende bidrag skal dog ses i lyset af, at også andre indkomstkomponenter som overskud af selvstændig virksomhed er vokset markant og bidrager til stigende ulighed.

Udover de demografiske forhold og bidragene fra de enkelte indkomstkomponenter, kan der også være politiske tiltag på skatte- og ydelsesområdet, der har haft betydning for indkomstuligheden.

---

Større forbrugsmuligheder for alle indkomstgrupper over de seneste ti år på trods af inflation

Over de seneste mange år har de fleste danskere oplevet, at indkomsterne er vokset og det i et tempo, der har overgået inflationen. Dermed har den gennemsnitlige dansker såvel som dem i toppen og bunden af indkomstfordelingen haft velstandsfremgang. I toppen blandt de rigeste danskere har fremgangen dog været størst. Det viser Figur 4.

Den stabile velstandsfremgang blev dog i 2022 afløst af et fald i de disponible indkomster, når der korrigeres for inflation. Faldet i den reale disponible indkomst for den gennemsnitlige dansker skyldes den høje inflation, der betød en årsstigning i forbrugerprisindekset på hele 7,7 pct. i 2022.

Tabel 1 viser, hvordan den gennemsnitlige indkomst har udviklet sig på tværs af indkomstfordelingen. I tabellen er hele befolkningen inddelt i ti lige store grupper, indkomstdeciler, og tabellen viser, at den gennemsnitlige indkomst er vokset realt på tværs af hele indkomstfordelingen over de seneste ti år. Fra 2021 til 2022 har den reale indkomstudvikling dog været negativ for alle indkomstgrupper, som følge af den høje inflation. I tabellen fremgår desuden indkomstudviklingen for den rigeste procent af danskerne.

Tærsklen for at tilhøre den rigeste tiendedel er på godt en halv million kroner i disponibel indkomst, altså indkomst efter skat fratrukket renteudgifter og tillagt imputeret afkast af egen bolig. Indkomsten er desuden korrigeret for stordriftsfordele, og tallene er normeret til en enlig voksen. Det viser Tabel 2. Tabellen angiver grænseværdierne for at indgå i de forskellige indkomstgrupper.

Der skal en endnu højere indkomst til for at tilhøre den rigeste ene procent af danskerne. Det kræver nemlig en disponibel indkomst på knap 1,1 mio. kr., mens indkomsten skal runde 3,5 mio. kr. for at tilhøre den rigeste promille (en ud af 1.000).

Udviklingen i indkomstgrænserne afslører også, at der over de seneste ti år, er blevet markant længere op til de øverste indkomstgrupper. Det afspejler, at indkomsterne er vokset hurtigere i toppen – og i særdeleshed i den absolutte top – end noget andet sted.

---

Nord for København er indkomsterne højere end i resten af landet

Figur 5 viser den gennemsnitlige disponible indkomst i hver af landets kommuner. De mørkeblå kommuner er der, hvor indkomsten er højest, mens de lyseblå kommuner er der, hvor den er lavest.

Figuren viser, at Danmarkskortet er præget af få højdespringere nord for København, mens variationen i de øvrige dele af landet er langt mere begrænset. I Gentofte Kommune har borgerne den højeste gennemsnitlige disponible indkomst på ca. 664.600 kr. efterfulgt af Rudersdal Kommune med 587.700 kroner og Hørsholm Kommune med 547.400 kr. Herefter er der langt nede til fjerdepladsen, som Lyngby-Taarbæk Kommune indtager med en gennemsnitlig disponibel indkomst på 457.100 kr.

I den anden ende af skalaen finder vi kommunerne Lolland, Ærø, Læsø, Bornholm, Langeland og Ishøj. Disse seks kommuner har det tilfælles, at den gennemsnitlige disponible indkomst er mindre end 280.000 kr.

I toppen af skalaen er den gennemsnitlige indkomst i kommunerne Gentofte og Rudersdal således over dobbelt så stor som den gennemsnitlige indkomst i de kommuner, der ligger i bunden af skalaen.

Over de seneste ti år er indkomsterne vokset markant mere i én kommune end i resten af landet. I Gentofte Kommune er den gennemsnitlige disponible indkomst vokset med 31,4 pct., når tallene korrigeres for inflation. Det viser Figur 6.

Som kortet viser, er der ingen kommuner, der kommer i nærheden af udviklingen i Gentofte Kommune. Samtidig er der et stort spænd fra top til bund, da udviklingen i indkomsten i de kommuner, hvor væksten har været svagest, blot er på 5-6 pct. Det drejer sig om kommunerne Læsø, Fanø og Vallensbæk. De næste i rækken består af to ø-kommuner, nogle Vestegnskommuner og Frederikshavn Kommune i Nordjylland.

---

Tendens til højere vækst i indkomsterne dér, hvor indkomsten i forvejen var høj

Der er en sammenhæng mellem indkomstudviklingen i de seneste ti år og den gennemsnitlige indkomst i kommunerne i udgangspunktet, altså i 2012.

De kommuner, hvor indkomsten i udgangspunktet var høj, har også oplevet større indkomstfremgang i perioden, mens indkomstudviklingen har været svagere i de kommuner, hvor udgangspunktet var lavere. Det viser Figur 7. Tendenslinjen angiver en lineær trend. En lineær tendens kan være påvirket af ekstreme observationer, såkaldte ”outliers”. Men selv hvis f.eks. Gentofte Kommune udelades fra beregningen, er der en tendens til højere indkomstvækst i de rigeste kommuner. Tendenslinjens hældning viser, at i de kommuner, hvor borgerne havde en indkomst, der var 50.000 kr. højere i udgangspunktet, har haft en vækst i indkomsten, der er 2 procentpoint højere.

Figuren viser også, at der er betydelig variation rundt om denne trend. F.eks. har Københavns Kommune oplevet stor fremgang i den gennemsnitlige disponible indkomst blandt borgerne på trods af, at udgangspunktet i 2012 var i den lave ende. Det kan bl.a. tilskrives flyttemønstre, altså at tilflyttere til kommunen i perioden generelt har en højere indkomst, hvilket er med til at øge den gennemsnitlige indkomst i kommunen.3

---

Overblik: Find tallene for din kommune

Tabel 3 opsummerer tallene fra de foregående figurer for hver kommune. Tabellen viser for hver kommune den gennemsnitlige disponible indkomst i 2012 og 2022 og udviklingen i procent.

Tallene er renset for inflation, hvilket vil sige, at der er tale om den reale udvikling. Den reale udvikling i den disponible indkomst kan tolkes som udviklingen i borgernes købekraft i den pågældende kommune.

---

Stor geografisk forskel på, hvad man typisk tjener

Det er muligt at undersøge indkomstforskellene på et mere geografisk detaljeret niveau end kommuner. I det følgende ser vi på, hvordan indkomsten varierer på tværs af landets omkring 2.000 sogne. Sognene er den mindste administrative geografiske enhed på landsplan.

De fleste kommuner kan opdeles i mange sogne, hvilket medfører, at antallet af indbyggere i nogle sogne er meget lavt. Opgørelser på baggrund af få personer er behæftet med større usikkerhed, og vi udelader derfor de mindste sogne med færre end 200 indbyggere eller 100 voksne.

Der kan også være stor forskel på befolkningssammensætningen på tværs af sogne. For at tage højde for socioøkonomiske forskelle – altså antallet af pensionister, studerende, børn, mv. – undersøger vi først og fremmest forskellene på, hvad en beskæftiget person tjener. Her ser vi udelukkende på erhvervsindkomsten før skat, altså den indkomst, der knytter sig til beskæftigelse. Derved udelades eventuelle forskelle, der stammer fra formue- og boligforhold.

Derudover kan den gennemsnitlige indkomst i et sogn være påvirket i større eller mindre grad af ekstreme observationer, f.eks. hvis der er få beskæftigede i sognet, og én af dem er topdirektør. For at sige noget mere generelt om sognene tager vi derfor udgangspunkt i medianindkomsten, altså den typiske indkomst blandt beskæftigede i sognet. Derved undgås en eventuel kraftig påvirkning af opgørelsen fra enkelte personer.

Figur 8 viser, at den typiske erhvervsindkomst for beskæftigede varierer kraftigt på tværs af landets sogne. I de ti sogne, hvor den typiske erhvervsindkomst er størst, er indkomsten før skat på over 718.000 kr. om året svarende til ca. 60.000 kr. om måneden. Erhvervsindkomsten er opgjort inkl. pension.

Omvendt er indkomsten før skat for den typiske beskæftigede under 370.000 kr. om året svarende til ca. 31.000 kr. i de ti sogne, hvor den er mindst.

Som nævnt ovenfor kan der være gode grunde til at kontrollere for forskellige socioøkonomiske forhold og enkeltpersoners indflydelse, når indkomstforskellene opgøres på tværs af landets sogne. Ulempen ved at afgrænse opgørelsen til f.eks. beskæftigede og fokusere på medianindkomsten er dog, at man derved ser bort fra nogle af de forskelle, der faktisk reelt eksisterer.

Derfor viser Figur 9 den gennemsnitlige disponible indkomst på tværs af alle voksne i landets sogne. Figuren viser – ikke overraskende – at der er større forskelle mellem sognene, når der måles på den gennemsnitlige disponible indkomst sammenlignet med den typiske erhvervsindkomst for beskæftigede. 

---

Overblik: Find tallene for dit sogn

Tabel 4 opsummerer tallene for alle sognene, der indgår i datagrundlaget. Tabellen viser først og fremmest de ti sogne, hvor den typiske erhvervsindkomst for beskæftigede er størst. Derudover viser tabellen den gennemsnitlige disponible indkomst og erhvervsindkomst.

---

Lønnen er steget mest i toppen af lønfordelingen

Spredningen i lønindkomster er relativt lav i Danmark, men den er vokset over de seneste ti år. Det er særligt den højestlønnede tiendedel, der får en større del af den samlede lønsum i dag end tidligere.

Figur 10 viser for 30-59-årige lønmodtagere, hvor stor en andel af den samlede lønsum, som tilfalder henholdsvis de ti procent højestlønnede, 10. decil, de næsthøjest lønnede, 9. decil, og så videre. De ti procent af lønmodtagerne med de laveste lønninger befinder sig i 1. decil.

Over de seneste ti år er de ti procent højestlønnedes andel af den samlede lønsum vokset fra 21,7 til 23,1 pct. Blandt dem med  næsthøjest lønninger i 9. decil, har andelen af lønsummen været nogenlunde konstant på 13,1 pct. I bunden af fordelingen blandt de ti procent lavestlønnede er andelen faldet fra 5,1 til 4,8 pct.

Lønindkomsten er opgjort inkl. pensionsbidrag og korrigeret for arbejdstid.

---

Almindelige lønmodtagere presses ud af de største byer

Almindelige lønmodtagere bosætter sig i stigende grad uden for de store byer. Det viser Figur 11. Over de seneste ti år er andelen af indbyggere i alderen 18 år til folkepensionsalderen, der kan kategoriseres som almindelige lønmodtagere, faldet i Storkøbenhavn på nær enkelte kommuner på den københavnske vestegn. I Aarhus og omegn samt Odense og Aalborg er der sket et tilsvarende fald. Det skal bl.a. ses i lyset af, at boligpriser og huslejer i private lejeboliger i disse områder er blevet så høje, at de i mange tilfælde er lukket land for almindelige lønmodtagere.

Almindelige lønmodtagere er i denne sammenhæng defineret som ufaglærte og faglærte lønmodtagere samt lønmodtagere med en kort eller mellemlang videregående uddannelse. Beskæftigede med ledelsesansvar eller under uddannelse indgår ikke i gruppen. Gruppen udgør ca. 50 pct. af befolkningen fra 18 år til folkepensionsalderen.

---

Metode

Sådan har vi gjort

Udviklingen i befolkningens indkomster er undersøgt på baggrund af Danmarks Statistiks personregistre, der omfatter hele befolkningen og tager udgangspunkt i data fra bl.a. årsopgørelsen.

Det centrale indkomstbegreb, som indkomstuligheden opgøres på baggrund af, er den husstandsækvivalerede disponible indkomst. Det er indkomsten efter skat og renteudgifter tillagt beregnet lejeværdi af egen bolig. Herefter er den fordelt ligeligt mellem familiens medlemmer, dog hvor der tages højde for stordriftsfordele i familier bestående af flere voksne og børn. Den husstandsækvivalerede disponible indkomst afspejler derfor de forbrugs- og opsparingsmuligheder, den enkelte familie har i et givent år.

 

Demografisk betydning og dekomponering af indkomstkomponenters betydning

Bidraget fra ændret demografisk sammensætning er undersøgt ved at vægte befolkningen i slutåret (2022), så andelene i forskellige befolkningsgrupper svarer til niveauet i startåret (2012). Vægtene er beregnet på individniveau på baggrund af alder, herkomst, uddannelsesniveau, studieaktivitet, familietype og pardannelse. Metoden følger overordnet set beregningen af demografiske og strukturelle faktorers betydning for indkomstforskellene i bl.a. Ulighedsredegørelsen 2020, Finansministeriet. Det er muligt at dekomponere bidraget fra de enkelte demografiske faktorer til udviklingen i Theil-indekset. Denne dekomponering fremgår af bilaget.

Dekomponering af Gini-koefficienten i de forskellige indkomstelementers betydning tager udgangspunkt i Lerman & Yitzhaki (1985)’s dekomponering af bidrag fra delkomponenter til den samlede Gini-koefficient. Herefter kan bidragene opgøres i en størrelseseffekt og en fordelingseffekt. Størrelseseffekten måler bidraget til ændringen i ulighed fra, at en indkomstkomponent fylder mere (eller mindre) i den samlede indkomst. Fordelingseffekten måler bidraget fra ændringen i, hvor lige eller ulige indkomstkomponenten er fordelt. Størrelseseffekten er opgjort relativt til en helt lige indkomstfordeling. Metoden er sammenlignelig med Metode 1 anvendt i Ulighedsredegørelsen 2020, Finansministeriet. I bilaget er desuden opgjort størrelseseffekten relativt til fordelingen af den disponible indkomst, svarende til Metode 2 anvendt i Ulighedsredegørelsen 2020 og Fordeling & Incitamenter 2023, Finansministeriet. For nogle indkomstkomponenter, resulterer de to metoder i meget forskellige resultater, men man kan ikke sige, at den ene metode er mere rigtig end den anden. Begge metoder peger dog isoleret set på et stort bidrag fra størrelseseffekten til den øgede ulighed fra formueindkomster.

I bilaget fremgår yderligere de demografisk korrigerede bidrag fra indkomstkomponenterne til udviklingen i Gini-koefficienten. Denne opgørelse skal dog tages med visse forbehold, da den demografiske korrektion blot er udtryk for en simpel vægtning og derfor ikke tager højde for generelle ligevægtseffekter. 

 

Almindelige lønmodtagere

Til opgørelsen af almindelige lønmodtageres bosætningsmønstre er der taget udgangspunkt i befolkningen fra 18 år og op til folkepensionsalderen (ekskl. personer der har nået folkepensionsalderen). Almindelige lønmodtagere er herefter defineret som personer med lønmodtagerbeskæftigelse svarende til mindst 20 pct. af en fuldtidsnorm, der er ufaglært eller har en faglært, kort videregående eller mellemlang videregående uddannelse. Personer under uddannelse og lønmodtagerbeskæftigede med ledelsesansvar er dog udeladt fra gruppen.

Ændringen i bosætningen i hver kommune er opgjort som ændringen i andelen af personer i alderen 18 år til folkepensionsalderen, der kan kategoriseres som almindelig lønmodtager. Ændringen er opgjort i procentpoint. Almindelige lønmodtagere udgjorde i 2012 ca. 50,7 pct. af befolkningsgruppen, mens de udgjorde 50,0 pct. i 2022.

---

Bilag 1. Supplerende figurer og tabeller vedr. indkomstulighed

• 1

  Jf. dekomponering af bidrag til Theil-indeksets udvikling opgjort i bilag 1.

• 2

  Den valgte metode til dekomponeringen af bidrag fra indkomstkomponenter til den samlede indkomstulighed er beskrevet i boks 1.

• 3

  Tilflytterbidraget til udviklingen i den gennemsnitlige disponible indkomst i hver kommune fremgår af tabellen nedenfor