Kontakt

Indhold
Arbejdsliv

Analyse af malerfagets klynger

AE har for Malerforbundet foretaget en klyngeanalyse af Malerforbundets målgruppe. I alt identificerer vi 11 klynger ud fra data om køn, alder, etnicitet, uddannelse, arbejdsmarkedsforhold mm. Klyngerne har relativt store variationer i deres faglige organisering. Klyngerne med faglærte kvinder har flest medlemmer af Malerforbundet. Færrest har klyngerne med indvandrere og dem med svagest arbejdsmarkedstilknytning.

AE har identificeret Malerforbundets målgruppe, dvs. faglærte og ufaglærte malere, autolakerer og skilteteknikere. Vi har defineret målgruppen som personer der:

  • Har en erhvervsuddannelse som bygningsmaler, autolakerer eller skiltetekniker som højest fuldførte uddannelse og arbejder som lønmodtager inden for sit fag og/eller i en relevant branche eller er ledige. 

  • Ufaglærte og personer med andre uddannelser, der er ansat hos en malermester og/eller har en arbejdsfunktion som maler, sprøjtelakerer eller skiltetekniker.

  • Er lærlinge (med læreplads) indenfor bygningsmaler, autolakerer eller skilteteknikeruddannelser.

Analysen er lavet i samarbejde med Malerforbundet


Beskrivelse af klyngerne

  1. Kvinder med børn (1.490 pers.). Denne klynge består af faglærte kvinder med dansk herkomst og børn. 90 pct. er faglærte malere og de resterende 10 pct. er ufaglærte i malerfaget. Tre ud af fire lever i et parforhold, og to ud af tre har en ejerbolig. De er gennemsnitligt 37 år gamle. Næsten halvdelen arbejder deltid, og de tjener i gennemsnit 28.200 kr. om måneden ekskl. pension.
  2. Kvinder uden børn (1.390 pers.). Denne klynge består af faglærte kvinder med dansk herkomst uden hjemmeboende børn. 57 pct. lever i et parforhold og 55 pct. har en ejerbolig. 84 pct. er faglærte malere og resten ufaglærte i malerfaget. 32 pct. arbejder deltid og de tjener i gennemsnit 29.600 kr. om måneden ekskl. pension. De er 42 år gamle i gennemsnit.
  3. Mænd med børn (1.800 pers.). Denne klynge består af mænd med dansk herkomst og hjemmeboende børn. 78 pct. er faglærte malere og resten ufaglærte. 94 pct lever i et parforhold og to ud af tre har ejerbolig. 82 pct. arbejder fuldtid, og de tjener i gennemsnit 38.200 kr. om måneden og er i gennemsnit 41 år gamle. De bor både på landet og i byen.
  4. Ældre mænd på landet, uden børn (1.170 pers.). Denne klynge består af ældre mænd med dansk herkomst, der bor på landet uden hjemmeboende børn. 70 pct. har en ejerbolig og 60 pct. lever i et parforhold. Halvdelen er faglærte malere og den anden halvdel arbejder som ufaglærte i et malerfag. De er 53 år gamle i gennemsnit. 4 ud af 5 arbejder fuldtid, og de tjener gennemsnitlig 36.700 kr. om måneden ekskl. pension.
  5. Ældre mænd i byen, uden børn (1.250 pers.). Denne klynge består af ældre mænd med dansk herkomst, der bor i byen uden hjemmeboende børn. 82 pct. er faglærte malere og 80 pct. arbejder fuldtid. De er 54 år gamle i gennemsnit, og er den klynge der i gennemsnit tjener mest: 40.200 kr. om måneden.
  6. Unge mænd uden børn (1.210 pers.). Denne klynge består af fortrinsvis faglærte mænd med dansk herkomst, uden hjemmeboende børn. Tre ud af fire er faglærte malere, og resten er ufaglærte i malerfag. De er 30 år og tjener 29.800 kr. om måneden i gennemsnit. De bor i lidt højere grad i byen end på landet.
  7. Autolakerere og skiltetekniker (1.560 pers.). Denne klynge består af autolakerer og skilteteknikere. 90 pct. af klyngen er mænd og de er 43 år gamle i gennemsnit. 37 pct. har hjemmeboende børn, hvilket svarer til gennemsnittet for hele Malerforbundets målgruppe. 64 pct. lever i et parforhold og 69 pct. har ejerbolig, og så bor de i højere grad end gennemsnittet på landet.  De tjener i gennemsnit 37.700 kr. om måneden, og 87 pct. arbejder fuldtid.
  8. Østeuropæiske indvandrere (780 pers.). Denne gruppe består af indvandrere fra østeuropæiske lande med adresse i Danmark. 88 pct. er mænd og 94 pct. har ikke en registreret erhvervskompetencegivende uddannelse. 46 pct. lever i et parforhold og 27 pct. har en ejerbolig. De tjener i gennemsnit 33.400 kr. om måneden og er 41 år gamle. 73 pct. arbejder fuldtid.
  9. Øvrige indvandrere (1.020 pers.)Denne klynge består af indvandrere fra primært ikke-vestlige lande. 90 pct. er mænd og 47 pct. har hjemmeboende børn. De er 41 år gamle i gennemsnit. 57 pct. er ufaglærte, 26 pct. er faglærte malere, 12 pct. er lærlinge og 4 pct. er autolakerere eller skilteteknikere. 63 pct. lever i et parforhold og 30 pct. har ejerbolig. De tjener 29.100 kr. om måneden i gennemsnit og 71 pct. arbejder fuldtid.
  10. Lærlinge (1.310 pers.). Denne klynge består af lærlinge med dansk herkomst. 56 pct. er kvinder. De er i gennemsnit 25 år gamle og bor både på landet og i byen. De tjener gennemsnitlig 16.900 kr. om måneden ekskl. pension.
  11. Svag arbejdsmarkedstilknytning (910 pers.). Denne klynge består af personer med en svag arbejdsmarkedstilknytning. 21 pct. var ledige i november 2022. 96 pct. arbejder under 20 timer om ugen, når de arbejder. 64 pct. er mænd, 46 pct. er ufaglærte og 44 pct. er maleruddannede. 45 pct. lever i parforhold og 43 pct. har en ejerbolig. 97 pct. har dansk herkomst. I gennemsnit tjener de blot 6.600 kr. om måneden.

Klyngernes organisering

Klyngerne er dannet ud fra de personer, vi har identificeret som værende i Malerforbundets målgruppe. I Figur 1 vises klyngernes organisering.

Malerforbundet har den højeste organisering hos kvinder med og uden børn, der har høj andel af faglærte malere samt lærlinge. I disse klynger er mellem 50 og 54 pct. medlem af Malerforbundet. 

De klynger, der er næstbedst organiserede er de klynger, hvor der er en høj andel faglærte mænd. Det er klyngerne mænd med børn, ældre mænd i byen og unge mænd uden børn. Her er mellem 34 og 40 pct. organiseret hos Malerforbundet.

Figur 1

Klyngen Ældre mænd på landet uden børn består af 50 pct. ufaglærte og 50 pct. faglærte malere. Her er 27 pct. medlem af Malerforbundet, og 20 pct. af en anden overenskomstbærende fagforening. 

Autolakerere og skilteteknikere har også en lav organisationsgrad hos Malerforbundet – blot 21 pct. er medlem, og 8 pct. er medlem af øvrige FH/AC-forbund. De er samtidig den klynge, hvor de gule fagforeninger står stærkest – hele 40 pct. af klyngen er medlem af en gul fagforening. 

De dårligst organiserede grupper er klyngerne Østeuropæiske indvandrere, Øvrige indvandrere samt Svag arbejdsmarkedstilknytning. Det er også de grupper, hvor der er den højeste andel ufaglærte – og en meget høj andel mænd. Klyngen østeuropæiske indvandrere har en organisationsgrad på blot 10 pct. Hele 47 pct. af klyngen er uden fagforening, og 29 pct. er medlem af en gul fagforening. Blandt Øvrige indvandrere er 25 pct. medlem af Malerforbundet. 

Blandt de klynger, hvor der er mange faglærte malere, dvs. klynge 1-6, er mellem 17 og 28 pct. medlem af en gul fagforening. De har højest organisationsgrad blandt klyngerne, der har hjemmeboende børn. Samtidig er der en markant kønsforskel i, hvor mange der står helt uden fagforening. Blandt klyngerne med mange mænd, er mellem 26-36 pct. helt uden fagforening, imens det er blot 15-17 pct i de kvindelige klynger. Også indvandrere, særligt østeuropæiske indvandrere, står i høj grad helt uden fagforening.

Tabel 1
Tabel 2
Metodeboks: Sådan har vi gjort

Datagrundlag:
Datagrundlaget er Danmarks Statistiks registre.

Analysen er afgrænset til personer i befolkningen, dvs. med en registreret bopæl i Danmark. Vi afgrænser populationen til lønmodtagere og ledige i november 2022. 

AE har identificeret Malerforbundets målgruppe, dvs. faglærte og ufaglærte malere, autolakerer og skilteteknikere. Vi har defineret målgruppen som personer, der:

  • Har en erhvervsuddannelse som bygningsmaler, autolakerer eller skiltetekniker som højest fuldførte uddannelse og arbejder som lønmodtager inden for sit fag og/eller i en relevant branche eller er ledige. 

  • Ufaglærte og personer med andre uddannelser, der er ansat hos en malermester og/eller har en arbejdsfunktion som maler, sprøjtelakerer eller skiltetekniker.

  • Er lærlinge (med læreplads) inden for bygningsmaler, autolakerer eller skiltetekniker-uddannelser.

Øvrige variable er opgjort ultimo 2022. Malerforbundets afdelinger er konstrueret ved at mappe fra arbejdsstedskommune til Malerforbundsafdelinger. 

Der findes ikke data for fagforeningsmedlemskab i Danmarks Statistiks registre.  I stedet identificeres medlemmer som personer, der er medlemmer af Byggefagenes A-kasse og har betalt fagforeningskontingent i et givent år (antaget til Malerforbundet) i et givent år, og som i øvrigt er maler, autolakerer og skiltetekniker efter ovenstående definition. I alt identificeres 4.900 personer med adresse i Danmark, som medlemmer af Malerforbundet i 2022.

Malerforbundet har også medlemmer uden for den danske befolkning, f.eks. pendlere, der altså er ikke medtaget i denne analyse. Det skyldes at vi kun har mangelfuld data for disse personer.

Klyngeanalysen
Klyngerne er dannet ud fra data om køn, alder, etnisk herkomst bopælskommune, familiestatus, boligforhold, erhvervsindkomst og præsterede timer, alt sammen opgjort i 2022. 

Klyngerne er dannet vha. en grupperingsalgoritme, der er bedst kendt under sit engelsk navne k-means clustering. Vi har anvendt pakken ”Cluster” i statistikprogrammet R.