Kontakt
Næsten hver femte lærer i folkeskolen har ikke en læreruddannelse
AE har i samarbejde med Danmarks Lærerforening undersøgt uddannelsesniveauet blandt ansatte med lærerarbejde i folkeskolen. Knap hver femte er ikke uddannet lærer. Heraf har langt størstedelen en gymnasial uddannelse.
Hovedkonklusioner
- 19 pct. af lærere i folkeskolen har ikke en læreruddannelse. Der er sket en markant stigning i andelen af ikke-uddannede lærere siden 2012, hvor andelen var knap 10 pct.
- Blandt de ikke-læreruddannede med lærerarbejde i folkeskolen har størstedelen ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse. Mere end halvdelen af de ikke-læreruddannede har en gymnasial uddannelse.
- Tallene dækker over store geografiske forskelle. Særligt i kommuner i det østlige Danmark, er der en stor andel af ikke-læreruddannede.
Analysen er lavet i samarbejde med Danmarks Lærerforening.
Knap hver femte læreransatte i folkeskolen har ikke en læreruddannelse
AE har i samarbejde med Danmarks Lærerforening undersøgt uddannelsesniveauet blandt personer, der er ansat i en lærerstilling i en kommunal grund- eller specialskole. Der er afgrænset til personer, der har en oplyst lærerfunktion som arbejdsfunktion i deres primære job1 .
Figur 1 viser udviklingen i andelen af læreransatte, som ikke har en læreruddannelse. Niveauet er steget fra knap 10 pct. i 2012 til knap 19 pct. i 2022. Det fremgår af Figur 1. Stigningen svarer til, at antallet af ikke-læreruddannede læreransatte var ca. 4.500 personer højere i 2022 end i 2012.
Tabel 1 og 2 viser uddannelsesniveauet blandt læreransatte i kommunale grund- og specialskoler. Mens antallet af læreruddannede er faldet med 3.200 personer, er antallet af ikke-læreruddannede steget med ca. 4.500 personer. Stigningen i antallet af ikke-læreruddannede er primært sket blandt personer med en gymnasial uddannelse. Antallet af gymnasialt uddannede lærere er steget fra ca. 2.000 i 2012 til ca. 5.000 i 2022. Antallet af ikke-læreruddannede lærere skyldes også, at antallet af lærere med en lang videregående uddannelse er mere end fordoblet fra ca. 600 personer i 2012 til 1.650 personer i 2022.
Store kommunale forskelle på andelen af ikke-læreruddannede lærere
På tværs af kommuner er der store forskelle i andelen af ikke-læreruddannede lærere i de kommunale grund- og specialskoler. Andelen af ikke-læreruddannede lærere er generelt højest i det østlige Danmark. I flere kommuner er det omkring hver tredje lærer, der ikke er læreruddannet. Det gælder bl.a. i Albertslund, Halsnæs, Odsherred og Gribskov. I den modsatte ende finder man Silkeborg, Hjørring og Aalborg, hvor 5-7 pct. af lærerne ikke har en læreruddannelse. Det fremgår af Figur 2 samt Tabel 3 og 4.
- 1 Afgrænsningen er nærmere beskrevet i metodeafsnittet. Analysen følger samme metode som ”18 pct. af lærerne har ikke en læreruddannelse” fra 2021.