Kontakt

DANSK ØKONOMI

Nu bliver den aktive arbejdsmarkedspolitik for alvor vigtig: Vismandsrapport forudser nedtur

Efteruddannelse og opkvalificering er afgørende for ikke at smide den historiske optur på gulvet, mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Læs tænketankens kommentarer til den nye vismandsrapport.

Økonomisk kommentar
Udarbejdet af

AE

Pressemeddelelse udsendt den den 11. oktober 2022

Beskæftigelsen vil falde med cirka 100.000 personer hen over 2023 og 2024. Det viser de økonomiske vismænds rapport for efteråret 2022, der gør status over dansk økonomi.

"Med det økonomiske opsving har vi fået rigtig mange i arbejde. Det gælder også dem, der historisk har været på kanten af arbejdsmarkedet. Nu trækker de mørke skyer sig sammen, og derfor bliver det vigtigt, at vi har fokus på at fastholde dem i arbejdsstyrken," siger formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,  Michael Rosholm. 

”Vi har brug for en aktiv arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik. Vi ved, at det giver resultater. Det så vi blandt andet under finanskrisen, hvor en stor del af dem, der faldt ud af beskæftigelse, kom i uddannelse, enten i form af efteruddannelse eller anden opkvalificering, så de var klar til den efterfølgende optur,” siger Michael Rosholm.

I rapporten argumenterer vismændene for, at udbuddet af arbejdskraft kan være større, end man regner med. Højkonjunkturen kan nemlig have forbedret de underliggende strukturer på arbejdsmarkedet.

”Der bliver talt rigtig meget om arbejdsudbudsreformer, men faktisk står vi på lidt af en guldgrube med mulighed for at udvide arbejdsstyrken varigt. Men det kræver en aktiv indsats at fastholde dem, vi har fået med. Det vil gavne både samfundet og ikke mindst arbejdsgiverne, der skriger på arbejdskraft,” siger Michael Rosholm.

Danmark har heldigvis en effektiv arbejdsmarkedspolitik, som giver arbejdsløse gode muligheder for at holde sig til ilden.

“Den danske beskæftigelsesindsats er nok den mest evidensbaserede i verden, og den har været succesfuld. Siden den aktive arbejdsmarkedspolitik blev indført i 90’erne, er den strukturelle arbejdsløshed faldet fra omkring 11 procent til ca. 4 procent i dag,” siger Michael Rosholm.

”Jobcentrene er ikke ufejlbarlige, men de er en central og effektiv del af beskæftigelsesindsatsen,” siger Michael Rosholm.

Hent uddybende kommentarer til vismandsrapport