Private sundhedsforsikringer spiller minimal rolle for danskernes sundhed

Debatten om nødvendigheden af at privatisere velfærden har fyldt meget i avisspalterne, siden Lars Løkke Rasmussen præsenterede sine løse tanker om ”generationsplaner” i Avisen Danmark i maj. Løkke pegede på, at det er nødvendigt at indføre egenbetaling på velfærden, fordi de offentlige finanser ellers ikke kan følge med. Løkkes udlægning er ikke korrekt, men det kommer jeg tilbage til.

Kort efter var forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring & Pension (F&P), på banen her i Berlingske og tale om, at ”der er en bevægelse i gang”. Anledningen var nye tal fra F&P selv, der viser, at 2,7 millioner danskere nu har en sundhedsforsikring.

 Når man dykker ned i tallene på F&P’s egen hjemmeside viser det sig, at forsikringerne kun finansierede sundhedsydelser til danskerne for 2,4 milliarder kroner i 2022. Til sammenligning finansierede det offentlige sundhedsydelser for 225,5 milliarder kroner.

I første omgang kunne man godt få kaffen galt i halsen. Næsten hver anden dansker! F&P’s direktør Kent Damsgaard pegede på, at tallet viser en markant forandring af velfærdssamfundet.

”Forsikringerne spiller en central rolle i forhold til at kunne supplere den offentlige kernevelfærd og sikre et samlet sundheds- og velfærdstilbud for den enkelte dansker,” sagde Damsgaard.

Men når man dykker ned i tallene på F&P’s egen hjemmeside viser det sig, at forsikringerne kun finansierede sundhedsydelser til danskerne for 2,4 milliarder kroner i 2022. Til sammenligning finansierede det offentlige sundhedsydelser for 225,5 milliarder kroner. Forsikringernes udbetalinger svarer altså til 1,06 procent af de offentlige udgifter til sundhed.

I øvrigt indbetalte de 2,7 millioner danskere (selv eller via deres arbejdsgiver) 3,1 milliarder kroner til sundhedsforsikringer i 2022. Det svarer til 287 kroner per person per kvartal. Det er en mindre gennemsnitlig indbetaling end prisen på Sygeforsikring Danmarks basisforsikring.

Det ville være mere retvisende at sige, at forsikringerne spiller en minimal rolle i forhold til at supplere den offentlige kernevelfærd.

Velfærdens sande krise handler om rekruttering

Lars Løkke Rasmussen lagde i maj fra land med at tale om ”nødvendige beslutninger”, fordi ”vi er nødt til at gentænke det skandinaviske velfærdssamfund. Det holder fint min tid ud. Men virkeligheden er en anden om 60 år.”

Andre politiske og private aktører fulgte trop. For eksempel taler F&P’s Kent Damsgaard om, at ”vi står med et grundlæggende problem, som kræver grundlæggende løsninger”. Det er de offentlige finansers robusthed i fremtiden, han taler om.

Mens det siger sig selv, at Damsgaards ærinde er at spille forsikringsselskaberne på banen i forhold til fremtidens velfærdsudbud, er det mere uklart, hvad Løkkes model konkret er. Men sikkert er det, at det ikke er nødvendigt at privatisere velfærden.

Den egentlige krise, velfærden står overfor, er rekrutteringen til velfærdsfagene. Det er dér, Løkke og co. burde lægge deres energi.

Ifølge Finansministeriet står vi til at have et årligt overskud på de offentlige finanser på 80 milliarder kroner om 60 år.

Vi hører så bekymringer om, at borgernes forventninger til serviceniveauet vil stige, og at fremtidige generationer sandsynligvis vil arbejde mindre. Begge dele stiller krav til de offentlige finanser. Men Finansministeriet har allerede taget højde for, at forventningerne stiger med velstanden i deres fremskrivning, og selvom der er en risiko for, at fremtidige generationer ønsker at arbejde mindre, hvorfor så ikke vente med at indrette politikken derefter, hvis en generation af lønmodtagere om for eksempel 30 år ønsker at sætte arbejdstiden betydeligt ned. Dertil kan man diskutere rimeligheden af, at én generation skal betale for, at den næste ønsker at holde mere fri.

Den egentlige krise, velfærden står overfor, er rekrutteringen til velfærdsfagene. Det er dér, Løkke og co. burde lægge deres energi.