Kontakt

Grøn omstilling

Energiprisernes himmelflugt kan give den grønne omstilling nyt momentum

De stigende energipriser gør grøn energi mere rentabel, og det skal vi udnytte. Prisstigningerne bør sætte gang i en hurtigere udbygning af vedvarende energi spredt ud på både landsdele og energityper. Det vil give mere stabile priser for forbrugere og virksomheder.

De seneste måneder er energipriserne steget – og endda temmelig voldsomt. Prisstigningerne følger af en perfekt storm bestående af høj energiefterspørgsel efter krisen, en mindre blæsende sommer i Danmark, mindre regn i Norge, højere CO2-kvotepris, højere gaspriser og andre faktorer.

Når det blæser mindre, må Danmark købe sig til strøm i udlandet. Det vil ofte være et fossilt alternativ, der er dyrere end vindmøllestrømmen – og det er prisen på den sidste enhed, der sætter prisen for al den øvrige strøm. Når den pris så ovenikøbet stiger på grund af øget efterspørgsel og højere pris på CO2-kvoter, så rammer det Danmark endnu hårdere.

Vi skal derfor overveje, hvad de stigende energipriser betyder for vores energiforsyning.

Grønt momentum

Ingen vil betale mere for ting, de skal bruge, men højere energipriser er ikke kun af det onde.

Når energipriserne er høje, vil vedvarende energiprojekter og energispareprojekter blive mere rentable. Jo dyrere du kan sælge den el, du producerer, des mere fordelagtigt vil det være at sætte flere vindmøller op.
senioranalytiker Sofie Holme Andersen

Når energipriserne er høje, vil vedvarende energiprojekter og energispareprojekter blive mere rentable. Jo dyrere du kan sælge den el, du producerer, des mere fordelagtigt vil det være at sætte flere vindmøller op. Og jo mere du skal betale for den varme, du bruger, des hurtigere vil du kunne tjene investeringen i at efterisolere din bolig hjem.

Ligeledes er fjernvarmeudrulning i flere kommuner blevet bremset, fordi det ikke kunne betale sig med de daværende gaspriser. Det kan det nu med de høje priser - også selv om kommunerne siden 1. januar har kunnet udrulle fjernvarme uden at være bundet af, at fossile alternativer kunne være billigere.

Stigende energipriser virker lidt ligesom en CO2-afgift: Når vedvarende energiprojekter og energispareprojekter bliver mere rentable, skubber det udviklingen i den rigtige retning, ligesom en øget pris på CO2-udledning ville gøre. De høje energipriser gør dog også investeringer i fossil el- og varmeproduktion mere rentable, så det er vigtigt at sørge for, at investeringerne sker i vedvarende frem for fossile energikilder.

Større spredning giver stabilitet

De stigende energipriser går selvfølgelig ud over dem, der skal betale, hvilket kan øge uligheden. Samtidig giver svingende priser mere uforudsigelighed for virksomhederne. Af begge grunde vil mere stabile priser derfor være at foretrække. Hvordan gør man så det?

Vi får brug for både vindkraft, solkraft, geotermi og andre vedvarende energikilder, så andre energikilder kan tage over, når vinden ikke blæser, eller solen ikke skinner.
senioranalytiker Sofie Holme Andersen

Først og fremmest skal vi have spredt vores energibehov ud på flere kilder. Vi skal ikke lægge alle vores æg i vindmøllekurven. Vi får brug for både vindkraft, solkraft, geotermi og andre vedvarende energikilder, så andre energikilder kan tage over, når vinden ikke blæser, eller solen ikke skinner.

For det andet skal vi have spredt vores energikilder rundt omkring i landet. Det blæser ofte ved Vesterhavet, men når det ind imellem er vindstille, så blæser det måske i Kattegat, eller solen skinner på Bornholm.

For det tredje skal vi være bedre integrerede med resten af Europa. Allerede i dag har vi en arbejdsdeling, hvor Norge får dansk strøm, når det blæser her, mens vi får norsk vandkraft, når det ikke blæser. Et bedre integreret net i Europa vil gøre behovet for back-up-kapacitet mindre, fordi solen måske skinner i Sydeuropa, når det ikke blæser her.

Og sidst men ikke mindst så vil bedre lagrings- og udglatningsmuligheder i systemet også bidrage til et mere stabilt energisystem. Det kan for eksempel være ved at lagre varme i sten, som de skal udføre forsøg med på Lolland. Det kan være ved at bruge elbilers batterier som lagring, eller det kan være ved automatisk at kunne skrue op og ned for husstandes forbrug (inden for forudbestemte grænser), som de har gjort på Bornholm.

Alt i alt er de stigende energipriser en mulighed for at få sat ekstra skub på den grønne omstilling – men det skal gøres klogt, så vi sikrer stabile priser til gavn for den sociale balance og virksomhederne.