Kontakt

Arbejdsløshed / Ledighed

Tø alle feriepengene op og fremryk grønne investeringer

Der er tre gode grunde til, at vi sandsynligvis får brug for endnu et boost af økonomien. Derfor er der brug for ekstra tiltag.

Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om bl.a. at udbetale tre uger af danskernes indefrosne feriepenge for at kickstarte økonomien.

Jeg kan frygte, at det ikke er nok. I slutningen af august udløber lønkompensationsordningen, og det kan give en ny bølge af arbejdsløse. Derfor bør regeringen udbetale de sidste to uger af feriepengene og fremrykke offentlige investeringer – gerne de grønne af slagsen.

Coronakrisen har skubbet dansk økonomi ned i et dybt sort hul. I løbet af marts og april er lønmodtagerbeskæftigelsen faldet med 93.000 personer. Som konsekvens er arbejdsløsheden skudt i vejret, og den har kurs mod de højeste niveauer siden finanskrisen.

Den gode nyhed er, at dansk økonomi så småt kravler op af hullet igen. Blandt andet har det private forbrug vist gode takter, og der bliver slået flere ledige job op. Den dårlige nyhed er dog, at vi kan få en anden bølge af arbejdsløse hen over sensommeren. Det er der tre grunde til.

Vi er på vej op af hullet, men…
For det første udløber lønkompensationerne. Til september risikerer mange af dem, der i dag er hjemsendt med lønkompensation, at blive ledige. Vismændene forventer, at ca. 60.000 lønmodtagere er på lønkompensation ultimo august.

For det andet er der en del lønmodtagere, som har længere opsigelsesvarsler, som vi ikke kan se i ledighedstallene endnu.

For det tredje kan dansk eksport blive påvirket negativt, fordi nogle af vores samhandelslande  vil opleve en langsommere genopretning. Når eksportvirksomhederne får færre ordrer fra udlandet, har de også brug for færre ansatte.

Derfor bliver der brug for yderligere vækstinitiativer. Hvis vi gør for lidt for at bringe dansk økonomi tilbage på sporet, er risikoen, at den høje ledighed bider sig fast.

AE’s beregninger viser, at langtidsledigheden kan nå samme niveau som under finanskrisen, hvor ca. 40.000 havde været ledige i mindst et år. Langtidsledighed er svær at få bugt med og øger risikoen for, at ledigheden forbliver høj.

Hvis langtidsledigheden bider sig fast, risikerer vi, at flere falder ud af arbejdsstyrken. Det vil skade de offentlige finanser og mindske råderummet.

Regeringen bør derfor gå linen ud og udbetale alle de indefrosne feriepenge. Samtidig bør man fremrykke offentlige investeringer, for eksempel grønne projekter.

Det kunne være ladeinfrastruktur til elbiler, som indgår i klimaaftalen fra tidligere på ugen, eller energirenoveringer af bygninger.

Regeringen bør derimod afholde sig fra midlertidige skattenedsættelser, som let kan blive permanente, og som ikke giver så mange job. Der er nok at tage fat på, hvis vi skal undgå et tilbageslag i økonomien.

Bragt i JP Finans 26. juni 2020