Kontakt
Stort fald i antallet af fattige børn – men stadig store kommunale forskelle
2022 bød på det største fald i antallet af relativt fattige børn siden statistikkens begyndelse. Antallet af fattige børn faldt med 6.600 til 47.200, og udviklingen var bredt fordelt på tværs af landets kommuner. Andelen af relativt fattige børn faldt således i ni ud af ti kommuner. Der er dog fortsat store kommunale forskelle i omfanget af børnefattigdom.
Hovedkonklusioner
- Antallet af relativt fattige børn har nu været faldende fem år i træk, og niveauet er kun lidt højere end i 2015, som er det første år i statistikkens historie.
- Udviklingen i 2022 bød på et større fald i antallet af fattige børn end tidligere set. Hele 6.600 færre børn lever i familier under fattigdomsgrænsen, hvilket har bragt det samlede antal ned på 47.200.
- I ni ud af ti kommuner faldt andelen af relativt fattige børn, og de største fald fandt sted i kommuner, hvor andelen i forvejen var høj. Derfor er de kommunale forskelle blevet indsnævret. Der er dog fortsat store kommunale forskelle i omfanget af børnefattigdom.
Største fald i antallet af fattige børn i statistikkens historie
2022 bød på det største fald i antallet af relativt fattige børn siden statistikkens begyndelse i 2015. Fattigdomskurven har nu været nedadgående fem år i træk og omfanget af relativ børnefattigdom er derfor kun lidt højere end udgangspunktet tilbage i 2015.
Opgørelsen af relativ fattigdom tager udgangspunkt i Danmarks Statistiks SDG-indikator, som er udviklet til at følge op på FN’s verdensmål nr. 1 om at reducere fattigdom.
Figur 1 viser udviklingen i antallet af fattige børn opgjort på baggrund af Danmarks Statistiks indikator for relativ fattigdom. Fra 2021 til 2022 faldt antallet med 6.600 til 47.200 fattige børn. Det eneste år i statistikkens historie, hvor antallet har været lavere, var i 2015, hvor der var tale om 43.500 fattige børn. Siden da steg antallet kraftigt, bl.a. som følge af indførelsen af kontanthjælpsloftet mv., og toppede i 2017 med 64.500 børn i familier under fattigdomsgrænsen.
I de seneste fem år har antallet af fattige børn været faldende, bl.a. som følge af de gode takter på arbejdsmarkedet, der har betydet at flere har forladt kontanthjælpssystemet med et job i hånden, men også pga. indførelsen af det midlertidige børnetilskud. Dette tilskud udløb ved indgangen til 2023 og blev erstattet af en midlertidig inflationshjælp til de fattigste børnefamilier i ydelsessystemet. Inflationshjælpen var dog en engangsordning, og bortfaldet af det midlertidige børnetilskud må derfor forventes at forringe rådighedsbeløbet for de berørte børnefamilier i kontanthjælpssystemet.
Relativ fattigdom tager ikke højde for inflationen, da det primære formål med opgørelsen er at måle, hvor mange, der ikke er i stand til at føre en tilværelse, der tilnærmelsesvis ligner den typiske familie. Derfor kan det være svært at relatere målingen af relativ fattigdom i særligt 2022 til den økonomiske pressede situation, som mange familier med lav indkomst har stået i – og måske fortsat står i – i dag.
Den høje inflation i 2022 bød nemlig på en real indkomstnedgang for rigtig mange familier. For de fattigste dele af befolkningen går hele den disponible indkomst, altså det beløb man får udbetalt, til forbrug, og de har samtidig en begrænset opsparing at tage fra.1 Derfor slår inflationspresset endnu hårdere for dem, da der ikke er luft i økonomien til at absorbere prisstigningerne i husholdningsbudgettet.
Færre fattige børn i ni ud af ti kommuner
Figur 2 viser udviklingen i andelen af relativt fattige børn i hver kommune. I de mørke- og lyseblå kommuner faldt andelen af fattige børn i 2022, mens andelen var uændret i de grå kommuner. I de lyserøde kommuner voksede andelen af fattige børn derimod. Andelen voksede i blot fire kommuner, mens den var uændret i fem. Det betyder også, at andelen faldt i hele 85 kommuner svarende til ni ud af ti.
Det største fald i andelen af relativt fattige børn er i Langeland Kommune, hvor andelen er faldet med 2,1 procentpoint til 5,5 pct. Herefter følger kommunerne Brøndby og Morsø med et fald på 1,8 procentpoint til henholdsvis 7,2 og 4,7 pct. Odsherred Kommune havde også et stort fald på 1,4 procentpoint til 5,5 pct.
Fortsat store kommunale forskelle i omfanget af børnefattigdom
Udviklingen i 2022 har betydet, at forskellene mellem kommuner i omfanget af relativt fattige børn er blevet indsnævret. Der er dog fortsat tale om store kommunale forskelle i omfanget af børnefattigdom. Det viser Figur 3.
De lyseblå områder er den femtedel af kommunerne med den laveste andel, mens de mørkeblå kommuner er den femtedel af kommunerne med den højeste andel.
Figuren viser, at andelen af fattige børn er højest på Syd- og Vestsjælland, på den københavnske vestegn, i Sydjylland samt enkelte øvrige kommuner.
Det er hovedsageligt i kommuner i Nordsjælland og i hovedstadsområdet samt Østjylland, at relativt få børn vokser op i fattigdom. I Skanderborg Kommune, hvor færrest børn var ramt af relativ fattigdom i 2022, er det blot 1 ud af 56 børn, der er relativt fattig.
Tabel 1 opsummerer tallene fra de to foregående figurer. Tabellen viser for hver kommune andelen af relativt fattige børn og udviklingen i denne fra 2021 til 2022. På landsplan faldt andelen af relativt fattige børn med 0,5 procentpoint fra 4,7 pct. til 4,2 pct. Det er den laveste andel siden 2015, hvor det blot var 3,8 pct.
Færre børn med forældre på kontanthjælp
En medvirkende forklaring til det store fald i antallet af relativt fattige børn i 2022 er udviklingen i antallet af børn med en forælder på en kontanthjælpsydelse. Der er ikke en én-til-én sammenhæng mellem at have en forælder på kontanthjælp og leve under fattigdomsgrænsen, da relativ fattigdom opgøres over et helt kalenderår, mens kontanthjælp kan understøtte familien i nogle måneder, men ikke andre. Derudover er det muligt at have deltidsbeskæftigelse som kontanthjælpsmodtager, og lønnen heraf modregnes kun delvist. Der er dog en stærk sammenhæng mellem det at have en forsørger på kontanthjælp og at være relativt fattig som barn.
Figur 4 viser, at antallet af børn med en forælder på en kontanthjælpsydelse har været kraftigt faldende siden midten af 2020 og frem til sommeren 2023, der er det seneste tidspunkt, vi kan måle på nuværende tidspunkt. Fra midten af 2022 sker der dog en stigning i antallet af børn med en forælder på en kontanthjælpsydelse, men denne stigning kan udelukkende tilskrives børn med ukrainsk statsborgerskab, hvilket skal ses i lyset af den flygtningebølge, som invasionskrigen i Ukraine har medført. Da disse børn eller deres forældre ikke har været i Danmark i hele 2022 regnes de ikke med ved opgørelsen af relativ fattigdom.