Kontakt

Arbejdsløshed / Ledighed

Flere er langtidsledige, selvom ledigheden er faldet

Fra maj til september er den registrerede bruttoledighed faldet med godt 21.500 fuldtidspersoner. På trods af faldet i ledigheden er langtidsledigheden i samme periode vokset med næsten 4.000 fuldtidspersoner.

Set over hele coronakrisen er langtidsledigheden vokset med 8.700 fuldtidspersoner siden marts.

Vi forventer, at langtidsledigheden vokser yderligere de kommende måneder. Smittetallene er høje, og det kan føre til nye tilbageslag.

De daglige ledighedstal fra Beskæftigelsesministeriet viser også tegn på, at arbejdsmarkedet er bremset op her i oktober. Derfor må vi forvente, at flere af de grupper, som også i gode tider, har en svag tilknytning til arbejdsmarkedet, bliver skubbet endnu længere tilbage i ledighedskøen. 

I løbet af sommeren fik det danske arbejdsmarked det bedre. Flere kom i arbejde, og den registrerede bruttoledighed faldt med godt 21.500 fuldtidspersoner fra maj til september. Ikke desto mindre er langtidsledigheden fortsat med at vokse.

Fra maj til september er der blevet næsten 4.000 flere langtidsledige.

Samlet er der nu lidt mere end 31.500 langtidsledige – en stigning på 8.700 fuldtidspersoner siden marts. Det fremgår af figuren, som viser udviklingen i bruttoledigheden og langtidsledigheden.

Når langtidsledighed stiger i forbindelse med en krise, skyldes det, at krisen skubber nogle af dem som allerede stod i ledighedskøen, og som havde en svag tilknytning til arbejdsmarkedet, inden krisen brød ud, længere tilbage i køen.

Vi forventer at langtidsledigheden også vil stige de kommende måneder. Dels tyder de daglige ledighedstal fra Beskæftigelsesministeriet på, at det fald, vi har observeret i ledigheden siden sommer, er bremset op, og samtidig kan de høje smittetal herhjemme og i udlandet medføre nye tilbageslag for arbejdsmarkedet.

Vi skal være særligt opmærksomme på de grupper, som er i risiko for at ende i langvarig ledighed. Det gælder ikke-vestlige indvandrere og ufaglærte, men derudover kan ældre over 50 år også risikere at blive langtidsledige. Ældre over 50 år har ikke højere risiko for at blive fyret, men hvis de bliver fyret, kan det være vanskeligt at komme tilbage i arbejde igen.

Derfor er det også godt, at der er blevet afsat en pulje, som skal forebygge langtidsledighed for personer over 50 år.