Det er produktivitet, der gør Danmark rigere. Ikke et øget arbejdsudbud.

Fanden males ofte på væggen, når den offentlige debat centreres omkring arbejdsudbud. For hvis der ikke bliver gennemført arbejdsudbudsreformer, risikerer vi at svække velfærden og vores velstand. Det er fremstillingen særligt fra de blå partier og Dansk Erhverv.

Det grundlæggende argument for arbejdsudbudsreformer er at øge velstanden i Danmark. Og det er et godt mål, men midlet er forkert.

Det er nemlig den stigende produktivitet, der har skabt den velstand, vi har i dag. Sådan lyder det klare budskab i Reformkommissionens rapport.

Gennem arbejdsstyrkens forbedrede kompetencer, nye teknologier og effektiviseringer har vi i Danmark skabt grundlaget for at være et af de mest velstående lande i verden.

Dansk velstand er drevet af produktivitet, hvor arbejdsudbuddet kun spiller en meget lille rolle. Derfor bør særligt uddannelse stå øverst på politikernes to-do-liste, når den politiske hverdag for alvor banker på igen.

Med andre ord er det ikke udvidelsen af arbejdsstyrken, men arbejdsstyrkens forbedrede kompetencer, der har skabt velstand.

Tilbage til målet og midlet. For igennem årtier er der i Danmark blevet ført en reformpolitik, som har bidraget til at gøre dansk økonomi stærkere. Midler, der historisk har øget målet om velstand. Deraf har der været gode argumenter for at øge arbejdsudbuddet, men nu vurderes de danske offentlige finanser at være så overholdbare, at den brændende platform for arbejdsudbudsreformer er svundet ind. De lavthængende frugter er plukket.

På trods af det hører man stadig den borgerlige lejr slå på tromme for flere arbejdsudbudsreformer – ofte med en indbygget social slagside. For eksempel ændringer af kontanthjælpsydelserne. Sænker du ydelserne, vil arbejdsudbuddet øges (lidt), men det sociale sikkerhedsnet vil være væsentligt forringet.

Der er masser af muligheder for at lave reformer, der ikke handler om at fratage folk deres forsørgelsesgrundlag.

Vil man for alt i verden have øget arbejdsudbud, kan man ofte få det ved at lave andengenerationsreformer, hvor både produktivitet og arbejdsudbud øges.

Man kan for eksempel lave reformer, der får uddannet de 76.600 unge, der hverken har gennemført en kompetencegivende uddannelse eller har et arbejde. For det kræver en arbejdsstyrke, der er bedre uddannet, hvis vi som samfund skal være mere produktive. Derfor ligger der et stort potentiale i at få efter- og videreuddannet danskerne. At få flere unge uden uddannelse til at blive faglærte vil for eksempel både øge deres produktivitet og deres arbejdsudbud.

Man kan også forbedre arbejdsmiljøet, da raske og mere tilfredse medarbejdere er mere produktive end syge og sure medarbejdere. Bedre arbejdsmiljø vil også øge arbejdsudbuddet, da det vil give færre sygedage.

Dansk velstand er drevet af produktivitet, hvor arbejdsudbuddet kun spiller en meget lille rolle. Derfor bør særligt uddannelse stå øverst på politikernes to-do-liste, når den politiske hverdag for alvor banker på igen.

Det grundlæggende argument for arbejdsudbudsreformer er at øge velstanden i Danmark. Og det er et godt mål, men midlet er forkert.