Kontakt

Vækst og grøn økonomi

Industrien udleder mindre trods øget produktion

Det lykkedes industrien at nedbringe sine drivhusgasudledninger i 2019 med fire procent samtidig med, at branchens produktion er steget med fire procent sammenlignet med 2018.

Danmark nedbragte i 2019 sine drivhusgasudledninger med 2,5 millioner ton CO2-ækvivalenter sammenlignet med året før (fraregnet biomasse og international transport). Det viste det årlige emissionsregnskab, som Danmarks Statistik offentliggjorde forleden.

Nede i tallene gemmer der sig en god erhvervspolitisk nyhed. Industrien har som branche formået at sænke sine samlede udledninger med 237.000 ton CO2-ækvivalenter. Det svarer til et fald på fire procent, og niveauet er nu en tredjedel lavere end i 1990.

Det betyder ikke, at industrien kan hvile på laurbærrene (der er lang vej endnu), men det er et rart signal. Ikke mindst fordi faldet skal ses i lyset af, at industrien samtidig har øget sin produktion med cirka fire procent fra 2018 til 2019 (og cirka 56 procent siden 1990).

Med andre ord er industrien i gang med at vise, at den grønne omstilling kan lade sig gøre, uden det behøver at gå ud over den økonomiske vækst.

Danmark er godt i gang med at gå forrest i den grønne omstilling. Det gælder ikke mindst med vores ambitiøse mål om reduktionen af drivhusgasudledninger på 70 procent i 2030 sammenlignet med 1990.

Et effektivt middel til at nå vores klimamålsætninger vil uden tvivl være en ensartet afgift på udledning af drivhusgasser, men det er med at holde tungen lige i munden, når man ruller sådanne afgifter ud (se bare Macrons gule veste). Afgifterne risikerer at give social slagside og gå ud over erhvervslivet.

I kampen for at nå målsætningen er det helt centralt, at vores klimaløsninger ikke gør livet så økonomisk surt for danske virksomheder, at de går ned eller rykker produktionen til lande med lempeligere miljøkrav end i Danmark.

Det vinder det globale klima ikke på, mens jobbene forsvinder fra Danmark.

Tallene fra industrien understreger, at den grønne omstilling bringer erhvervspolitiske muligheder med sig, og vi skal dyrke industriens løsninger. De kan være til inspiration i hele verden og være med til at øge vores eksport af grønne løsninger.

Bragt i Børsen den 30. september 2020