Kontakt

Grøn omstilling

En succesfuld grøn omstilling kræver bred opbakning

Det må ikke blive dem i bunden, der betaler for den grønne omstilling. Der er gode muligheder for at vinde på det grønne sammen.

I Radikale Venstres forslag til en finanslov for 2021 står der, at vi blandt andet skal finansiere den grønne omstilling ved at afskaffe den grønne check.

Det er et rigtig godt eksempel på, hvad vi som samfund ikke skal gøre, hvis vi vil sikre en grøn omstilling, der er socialt retfærdig og har bred, folkelig opbakning.

Den grønne check er tænkt som en kompensation til personer med lave indkomster for en række afgiftsforhøjelser. Faktisk er det ret nemt for storbyernes højere middelklasse at foreslå en afskaffelse af den grønne check.

En afskaffelse af den grønne check vil nemlig koste den halvdel af befolkningen med de laveste indkomster 1,6 milliarder kroner. Det er mere, end hvad det vil koste de rigeste 50 procent. Og de ti procent fattigste kunne se frem til en procentvis reduktion i deres disponible indkomster, der er mange gange større end for de rigeste.

Pas på uligheden
I 2030 skal vi have reduceret vores drivhusgasudslip i forhold til 1990-niveauet med 70 procent. Det er et ambitiøst mål, som uden tvivl kræver, at vi tager fat på nogle store beslutninger. Det gælder også de tunge af slagsen.

Men det er ekstremt vigtigt, at den grønne omstilling balancerer, så den ikke øger uligheden eller puster en polarisering op i samfundet. Ingen drømmer om ”gule veste” i en dansk kontekst.

Det er vigtigt at have in mente, når politikerne skal skrue en grøn skattereform sammen. Mange peger på det effektive i en ensartet klimaafgift. Det er rigtigt, at det isoleret set er den mest effektive løsning. Men uden modsvarende tiltag risikerer vi, at det er virksomhedernes konkurrenceevne og dem i bunden, der især kommer til at betale regningen.

En ensartet drivhusgasafgift rammer i sig selv skævt, fordi personer med lave indkomster har en større andel af deres forbrug liggende i CO2-intensive varer. Læg dertil, at fire ud af ti personer med indkomster under 200.000 kroner mener, at der bør indføreres en afgift på særligt klimabelastende varer, ja, men at der skal følge økonomisk kompensation med.

En kompensation kunne jo være en større grøn check til dem med lave indkomster. Så vil det for alvor være os med de bredeste skuldre, der tager slæbet med den ensartede klimaafgift.

På samme vis nytter det ikke noget med en ensartet drivhusafgift, hvis det får danske virksomheder til at flytte produktionen ud under fjerne himmelstrøg, hvor miljøkravene er lempeligere end herhjemme. Eller hvis danske virksomheder alene af klimagrunde bliver udkonkurreret af udenlandske virksomheder, som arbejder under lempeligere miljøkrav.

Sådan vinder vi på grøn omstilling sammen
Joe Biden var end ikke erklæret vinder af det amerikanske præsidentvalg, da han bebudede, at ”i dag forlod Trump-administrationen officielt klimaaftalen fra Paris. Og om præcis 77 dage vil en Biden-administration igen tilslutte sig den.”

Today, the Trump Administration officially left the Paris Climate Agreement. And in exactly 77 days, a Biden Administration will rejoin it. https://t.co/L8UJimS6v2 — Joe Biden (@JoeBiden) November 5, 2020

Der  blæser nye vinde over USA. Og det skal vi udnytte. Biden har præsenteret en klimaplan til 2.000 milliarder dollars over fire år.

Hvis Biden får held til at føre sin politik ud i livet, åbner der sig et eksportvindue for danske virksomheder. Danske virksomheder har allerede en grøn styrkeposition, der rimer på ”foregangsland”.

I 2019 reducerede industrien i Danmark sin samlede udledning på trods af, at branchen øgede sin produktion. Det viser, at vækst og klima kan gå hånd i hånd.

Derudover kan det mærkes på bundlinjen at tænke i grøn eksport. Siden 2015 har grønne virksomheder øget deres eksport af grønne varer og tjenester med knap 10 milliarder kroner, og grønne virksomheder eksporterer for cirka 300.000 kroner mere per medarbejder end gennemsnitlige virksomheder.

Erhvervspolitisk skal vi blive ved med at se mulighederne i den grønne omstilling. Flere organisationer har fremlagt klimaplaner, der kommer danske lønmodtagere til gode gennem skabelse af tusindvis af job.

Den grønne omstilling er en mulighed for dansk velstand, og gennem efteruddannelse og opkvalificering vil den for eksempel også være en mulighed for ufaglærte.

Der er god grund til, at vi i Danmark står sammen og ser mulighederne i den grønne omstilling.

Bragt af Altinget den 19. november 2020