Kontakt

Den danske arbejdsmarkedsmodel

Danmark er mestre i at få arbejdsløse i job

Den aktive arbejdsmarkedspolitik og vores arbejdsmarkedsmodel er noget, som mange i udlandet misunder os. Og det er med god grund. Vi er i Danmark Europamestre i at få arbejdsløse i job. Derfor skal vi ikke skære i den aktiveringsindsatsen.

Rockwool Fonden offentliggjorde d. 4. februar en rapport, der viser, at det havde ingen eller ringe betydning for kontanthjælpsmodtageres senere beskæftigelse, at der i 2011 blev skåret ned for aktiveringsindsatsen. Cepos bruger i Berlingske studiet som løftestang til at foreslå, at aktiveringsindsatsen bør spares væk.

Rockwool Fonden har set på den reduktion i aktiveringsindsatsen, der skete i forbindelse med Refusionsreformen i 2011. Før 2011 fik kommunerne høj refusion fra staten, når kontanthjælpsmodtagere var i aktivering – uanset aktiveringstype – og lavere refusion i perioder uden aktivering. 

Lad os skrue tiden tilbage. I 2010 var der en række historier i medierne om, at ledige kontanthjælpsmodtagere blev sat til at bygge tårne af spaghetti og skumfiduser som en del af deres aktivering. Og som Rockwool Fonden skriver i deres rapport, bortfaldt kommunernes mulighed i 2011 for at modtage refusion fra staten for ”Vejledning og opkvalificering”, da der bl.a. var en formodning om, at kommunerne i for høj grad anvendte ”Vejledning og opkvalificering” for at reducere udgifterne til forsørgelse frem for hensynet til, om indsatsen gavnede den lediges beskæftigelsesmuligheder.

Resultatet fra Rockwool Fonden er derfor bl.a. drevet af, at der tilbage i 2011 blev skåret på den nytteløse aktivering. Rockwool Fondens analyse siger derfor noget om, at Refusionsreformen i 2011 var fornuftig, og siger ikke noget om effekterne af at skære i den aktive indsats i dag.

Siden 2011 er brugen af f.eks. virksomhedspraktik vundet frem i aktiveringen. Og som et studie fra Beskæftigelsesministeriet viser, har det betydelige effekter, når grupper af kontanthjælpsmodtagere deltager i virksomhedspraktik.

Den aktive arbejdsmarkedspolitik og vores arbejdsmarkedsmodel er noget, som mange i udlandet misunder os. Og det er med god grund. Vi er i Danmark Europamestre i at få arbejdsløse i job.

Derfor er det helt afgørende, at vi ikke udhuler den aktive arbejdsmarkedspolitik, som er et væsentligst element i den danske flexicuritymodel. Sikkerhedsnettet sørger i tæt samspil med den aktive arbejdsmarkedspolitik for, at de fleste arbejdsløse hurtigt kan komme tilbage i arbejde igen, og giver tryghed og øget lighed for de danske lønmodtagere.

Derfor vil jeg stærkt advare imod, at Rockwool Fondens analyse bliver brugt som løftestang til at spare på den aktive arbejdsmarkedspolitik.

Indlægget er bragt i berlingske d. 9. februar 2020