Kontakt

Voksen- og efteruddannelse

Brug for ny politisk målsætning: Flere voksne faglærte

Ifølge målsætningen skulle 25 procent af afgangseleverne i grundskolen i 2020 vælge en erhvervsuddannelse. Resultatet blev 20 procent. Måske er det tid til at afsøge andre veje til flere faglærte?

Siden 2015 har det været en politisk målsætning at få flere unge til at søge en erhvervsuddannelse. 25 procent af afgangseleverne i grundskolen skulle i 2020 vælge en erhvervsuddannelse.

Men da det kom til stykket i marts, havde kun 20 procent af afgangseleverne valgt at søge ind på en erhvervsuddannelse. Det er kun en stigning på få procentpoint siden 2015.

Det er brandærgerligt, at det på nuværende tidspunkt ikke er lykkedes at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne til. Det er gode uddannelser for den enkelte og for samfundet.

En erhvervsuddannelse giver en sikker vej ud på arbejdsmarkedet med høj jobsikkerhed og gode indtjeningsmuligheder. Og så er der mulighed for at bygge ovenpå med en videregående uddannelse.

På samfundsniveau er problemet, at vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft. Det skyldes både den løbende teknologiske udvikling og den grønne omstilling, vi står overfor.

Så måske er det tid til at afsøge andre veje til flere faglærte.

Én vej er at få flere voksne ufaglærte opkvalificeret til faglært niveau. Før coronakrisen pegede tendenserne på arbejdsmarkedet på et overskud af ufaglærte. Under coronakrisen har vi set, at en stor del af dem, der er blevet ledige, er ufaglærte. En ny AE-analyse viser, at ufaglærte job forsvinder med en højere hastighed under økonomiske kriser.

Vi ved også, at det er en god investering at give voksne ufaglærte en faglært uddannelse. Sidste år regnede vi i AE på effekterne af at give ufaglærte en faglært uddannelse. Effekterne er store.

Den offentlige saldo vil blive forbedret med tre milliarder kroner, Danmarks velstand vil blive forøget, og arbejdsudbuddet vil stige med 13.000 personer på langt sigt.

Der er brug for flere faglærte, og vi mener, at man skal indføre en ny politisk målsætning, der går på at flytte flere over 25 år fra ufaglært til faglært niveau.

Bragt i Børsen 23. juli 2020