Kontakt

Arbejdsmiljø

Bedre normeringer kan skaffe flere pædagoger

Kommuner bøvler med at rekruttere de pædagoger, de har brug for, men overser 11.000 uddannede pædagoger, der i dag arbejder uden for faget. Kan bedre arbejdsmiljø lokke dem ”hjem” til faget?

Den 27. august kunne man i Politiken læse, at ufaglærte pædagogmedhjælpere står for 39 procent af timerne i de kommunale dagtilbud. Det viste nye tal fra EVA. I den anledning forklarede Herlevs borgmester, Thomas Gyldal, der er formand for KL’s børne- og undervisningsudvalg, at det er svært at rekruttere pædagoger nok.

I samme uge skrev Berlingske, at flere hovedstadskommuner allerede har sat jagten ind på flere pædagoger, og selvom minimumsnormeringerne først skal gælde fra 2025, så vil man i København opfylde målet tre år før tid. 

Til landets borgmestre har vi en god nyhed: Pædagogerne findes derude!

11.000 uddannede pædagoger er nemlig i dag ansat uden for det traditionelle pædagogområde. Det vil sige uden for for eksempel daginstitutioner, institutioner, skoler, SFO’er og klubber. Det viste vi i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en analyse i foråret.

Der er pædagoger at finde i mange forskellige brancher som for eksempel handel, undervisning, vikarbureauer eller som dagplejemødre. De findes tilmed i hele landet. Alene i Københavnsområdet er der 1.900 pædagoger, der arbejder uden for faget.

Tallene viser, at der er potentiale for at skaffe flere pædagoger, hvis man kan rekruttere nogle af disse pædagoger tilbage til faget. Politikerne er selvfølgelig nødt til at spørge sig selv, hvad der skal til for, at det kan komme til at ske.

Pædagogerne løber stærkt i dagligdagen. Rammerne er ikke, hvad de har været, og mange steder er hverdagen præget af dårligt psykisk arbejdsmiljø og højt sygefravær. Det er formentligt en del af forklaringen på, at mange tusinde pædagoger i dag arbejder uden for faget.

Derfor er løsningen på rekrutteringsudfordringen også målet i sig selv. En måde at få pædagogerne ”hjem” til faget er at sikre flere voksne i landets daginstitutioner. Det kan virke paradoksalt, men det handler om at tilbyde pædagogerne bedre arbejdsbetingelser.

Bedre arbejdsvilkår, mere ro og udsigten til flere kolleger vil gøre det lettere at rekruttere de pædagoger, der har forladt faget. Der har nok været en selvforstærkende effekt, hvor lave normeringer medførte flugt fra faget. Derfor er det vigtigt, at man fra politisk side har meldt ud, at der skal ske en forandring.

I Københavns Kommune har man netop landet en budgetaftale, der giver minimumsnormeringer fra 2022, og snart begynder forhandlingerne om udmøntningen af de fuldt indfasede minimumsnormeringer på landsplan i 2025.

Det er den helt rigtige vej at gå – både for vores børn og for at få flere pædagoger til at vende tilbage til faget.

Bragt i Politiken den 16. september 2020