Afliv myterne om arveafgiften

For det første har det været fremført, at forslaget vil få levedygtige virksomheder til at lukke. Det er ikke tilfældet. Der findes nemlig en henstandsordning, hvor arvingerne kan betale afgiften over 15 år, så den reelt kommer til at udgøre 1 pct. om året. Det svarer til en tiendedel af det årlige afkast, en gennemsnitlig virksomhed har haft i de seneste ti år. Hvis en virksomhed ikke kan klare den udgift, er det faktisk gavnligt for økonomien, hvis de ansatte skifter til mere produktive job. Siden 2013 er der i øvrigt ingen virksomheder, der har brugt henstandsordningen. Det tyder ikke på, at 15%-afgiften truer virksomheder på livet.

For det andet har det været fremført, at forslaget vil gå ud over den økonomiske vækst. Empirien på området viser faktisk det modsatte. Den viser, at skattemæssig favorisering af arvinger til familieejede virksomheder skader produktiviteten og jobskabelsen. Det fremhæver de økonomiske vismænd og OECD.

Senest har DI i Børsen d. 17/9 fremført, at forslaget vil ramme geografisk skævt, fordi flere arbejder i familieejede firmaer uden for de store byer end i fx København. Men som sagt giver forslaget ikke lavere beskæftigelse eller produktivitet. Derfor er det svært at se problemet i, at det rammer forskelligt på tværs af landet. Det kan faktisk give flere job og højere produktivitet uden for byerne.

Arveafgiften er én af de mindst forvridende skatter. Når vi skal finansiere velfærden og klimaindsatsen, skal vi hellere gøre det med skatter på arv end fx på arbejde. Derfor anbefaler vi ligesom vismændene og OECD, at arveafgiften for familieejede virksomheder føres tilbage til det niveau, som gælder for alle andre arvinger. Og så kan man evt. udvide henstandsordningen.

Indlægget er bragt i Børsen d. 23. september 2019