Kontakt

Ulighed

Ufaglærte mænd kan forvente 7 års kortere levetid end akademikere

Jo længere uddannelse en person har, jo længere kan han eller hun forvente at leve. I dag dør hver fjerde ufaglærte mand inden for 10 år fra folkepensionsalderen. Omvendt gælder det kun for hver tiende kvinde med en videregående uddannelse.

Der er stor forskel på den forventede levetid for 30-årige mænd og kvinder. Ufaglærte 30-årige mænd har en gennemsnitslevealder på 76,1 år, mens 30-årige mænd med en lang videregående uddannelse har en forventet gennemsnitslevealder på 83,7 år. Der er således 7,6 års forskel på mændenes levealder på tværs af uddannelsesniveau.

Kvinder har en højere forventet levealder end mænd. Forskellen varierer fra 4,4 år for ufaglærte til 2,6 år for personer med en lang videregående uddannelse.

I fremtiden vil folkepensionsalderen stige, eftersom levealderen forventes at stige. Vi har allerede set en stigning i levealderen. Det gælder på tværs af uddannelsesgrupper, men levetiden stiger hurtigere for de længst uddannede end for de ufaglærte.

I dag er der stor forskel på, hvor lang tid man lever efter folkepensionsalderen. Mens hver fjerde ufaglærte mand er død 10 år efter folkepensionsalderen, gælder det kun for 15 pct. af mændene med en videregående uddannelse.

Omtalt af A4 medier d. 25. november 2019