Kontakt

Beskæftigelse

Radikale Venstres forslag om at sænke beløbsgrænsen vil ramme faglærte

Radikale Venstre foreslår i deres finanslovsudspil at sænke beløbsgrænsen til 360.000 kr. Men det vil ramme tusindvis af faglærte lønmodtagere.

En sænkning af beløbsgrænsen vil betyde, at lønmodtagere med en indkomst mellem den foreslåede grænse og den nuværende grænse vil blive konkurrenceudsat, hvis forslaget vedtages. 
 
Hver fjerde faglærte og hver femte ufaglærte lønmodtager har en lønindkomst, som ligger mellem 360.000 kr. og den nuværende beløbsgrænse. Omvendt gælder det for blot hver tiende akademiker. 
 

Andel af lønmodtagere, der tjener mellem 360.000 og 427.000 kr. årligt (2019)

Uddannelse

Andel (pct.)

Antal fuldtidspersoner

Grundskole

21

45.200

Gymnasial

16

19.800

Faglærte

24

136.800

KVU

18

22.000

MVU + BA

18

66.200

LVU

10

27.400

I alt

19

326.600

Om beløbsgrænsen

Beløbsgrænsen er en ordning, som har til formål at rekruttere udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU. Virksomheder kan rekruttere arbejdskraft fra lande uden for EU – uanset branche – hvis lønmodtageren ansættes til en årsløn, der er højere end beløbsgrænsen.

Ordningen er målrettet specialiseret arbejdskraft. Beløbsgrænsen bør derfor ligge på et niveau, der afspejler lønnen for danske lønmodtagere af samme type. En sænkning af grænsen vil betyde, at lønmodtagere med en indkomst mellem den foreslåede grænse og den nuværende grænse vil blive konkurrenceudsat, hvis forslaget vedtages. 

Sænker man beløbsgrænsen, vil det ramme tusindvis af arbejdere
Allerede med den nuværende beløbsgrænse har mange ufaglærte og faglærte lønmodtagere en indkomst, der er højere. Hvis man ønsker at rekruttere udenlandsk arbejdskraft på danske lønvilkår, er det altså allerede muligt med den eksisterende ordning. 

Sænker man beløbsgrænsen vil det ramme mange arbejdere, som konkurrenceudsættes og kan blive presset på lønnen. Det er den gale vej at gå.
 
Desuden er der på nuværende tidspunkt ikke behov for udenlandsk arbejdskraft. På grund af coronakrisen er ledigheden høj, og mange ledige danskere står klar til at træde tilbage ind på arbejdsmarkedet.
 
I stedet for at lempe reglerne for udenlandsk arbejdskraft, skal vi satse på at få de mange mennesker, som har mistet jobbet under krisen, tilbage i job. 
 
Omtalt af A4 Medier den 12. november 2020