Kontakt

Beskæftigelse

Kriser koster ufaglærte job permanent

Den samlede beskæftigelse er i dag mere end en kvart million højere end i 1990. Samtidig er antallet af ufaglærte job faldet med mere end 400.000. Det er især sket i krisetider.

Den ufaglærte beskæftigelse har været på retur i årevis. Det er ikke ligefrem en nyhed. Men nu viser en ny analyse, AE har foretaget på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik, at tabet af ufaglærte job i Danmark især er sket i krisetider.

Over tid har der været et stigende behov for uddannet arbejdskraft i Danmark. Det skyldes bl.a. teknologisk udvikling og globalisering, hvilket i mange brancher har sænket behovet for ufaglært arbejdskraft. Udviklingen i ufaglærte beskæftigelse kan ses i figuren herunder.

Antallet af ufaglærte job er dermed i gennemsnit faldet med 2,7 procent årligt siden 1990. Til sammenligning er resten af beskæftigelsen gennemsnitligt steget med 0,35 procent hvert år i samme periode.

Nedgang forstærkes under kriser
Mens den samlede beskæftigelse stiger i opgangstider og falder i perioder med tilbagegang på arbejdsmarkedet, er antallet af ufaglærte job faldende gennem hele perioden. Selvom denne tendens har været til stede i hele perioden fra 1990, bliver dette særligt tydeligt i krisetider.

Analysen viser nemlig, at beskæftigelsen for ufaglærte falder relativt mere end den samlede beskæftigelse i tider med nedgang. Dette ses eksempelvis i starten af 90’erne, i starten af 00’erne og under finanskrisen fra 2008 og nogle år frem.

Tabte job genvindes ikke ved opsving
Tallene viser, at ufaglærte generelt oplever større udsving og dermed større usikkerhed sammenlignet med resten af arbejdsmarkedet. Samtidig skaber opsvingene ikke så mange job til ufaglærte, som de økonomiske nedture har kostet.

Perioden omkring finanskrisen fra 2008 til 2012 satte nemlig turbo på tilbagegangen i den ufaglærte beskæftigelse. I disse år faldt antallet af ufaglærte job cirka 2 procentpoint mere end gennemsnitligt. I 2009 var den ekstra nedgang på knap 8 procent.

Til sammenligning havde den samlede beskæftigelse en negativ mervækst, som var cirka halvt så stor i samme periode. Finanskrisen medførte dermed over dobbelt så store relative tab i den ufaglærte beskæftigelse som i den samlede beskæftigelse.

Selvom den ufaglærte beskæftigelse havde større udsving i både høj- og lavkonjunktur end den generelle beskæftigelse, var det negative udsving i antallet af ufaglærte job større end det positive udsving.

Lavkonjunkturen under finanskrisen påvirkede dermed ufaglærte mere negativt, end den efterfølgende højkonjunktur påvirkede dem positivt. Finanskrisen satte således turbo på den tilbagegang i antallet af ufaglærte job, som i forvejen havde kendetegnet perioden siden 1990.

Omtalt af Jyllands-Posten 26. maj 2020