Kontakt

Vækst og grøn økonomi

Grønne virksomheder eksporterer for mere per medarbejder

Grønne virksomheder eksporterer for cirka 300.000 kr. mere pr. medarbejder end gennemsnitlige virksomheder. De har også øget deres eksport af grønne varer og tjenester på knap 10 mia. kr. siden 2015.

Den grønne omstilling er et vilkår, som dansk økonomi er underlagt de kommende år. Omstillingen er dog ikke kun en spændetrøje, men også en erhvervspolitisk mulighed for at skabe vækst.

Derfor har AE regnet på eksport og produktivitet hos virksomheder i Danmark, der leverer grønne varer og tjenesteydelser. Det kan for eksempel være vindmøller, køleskabe i højeste energiklasse, regnvands- og affaldshåndtering eller miljøbeskyttelse og byggeri af lavenergihuse.

Den grønne eksport har været stigende siden 2015 og udgjorde i 2018 mere end 80 mia. kr., hvilket er en stigning på 9,5 mia. kr. i løbende priser. Den grønne del af økonomien bidrager dermed i større og større grad til den samlede økonomi. Industrien står for langt størstedelen af den grønne eksport.

Mere eksport pr. medarbejder end nabovirksomheden
Analysen viser, at de grønne virksomheder eksporterer for ca. 300.000 kr. mere pr. medarbejder end den gennemsnitlige virksomhed. Det fremgår af figuren herunder.

I 2018 havde de grønne virksomheder grøn eksport for knap 1,1 mio. kr. pr. årsværk, mens der i den samlede økonomi kun blev eksporteret for knap 0,7 mio. kr. pr. årsværk. Der mangler dog eksporttal for et par brancher i 2018, så medtager vi i stedet branchernes 2016-data, er eksporten for den samlede økonomi 0,8 mio. kr. pr. årsværk.

Dermed bliver forskellen mindst 300.000 kr. pr. årsværk.

Også mere produktive end gennemsnittet
Grønne virksomheder i Danmark eksporterer ikke kun mere pr. medarbejder end de ikke-grønne nabovirksomheder. Analysen viser også, at de er også mere produktive. Faktisk er deres produktivitet 3 procent højere end gennemsnittet i 2018.

Samlet set bidrager grønne virksomheder ikke kun til den grønne omstilling, men også til at skabe vækst og beskæftigelse. Danmark er langt fra i mål med den grønne omstilling, og det kræver en målrettet indsats at komme derhen. Men Danmark er godt rustet til rejsen, og de grønne virksomheder er allerede stævnet ud.

Omtalt af Politiken Miljø og Klima den 29. juli 2020