Kontakt

Beskæftigelse

28.000 flere i job, hvis vi uddanner lige så mange som Sverige

Andelen af ufaglærte er højere i Danmark end i Sverige. Hvis andelen af ufaglærte var på svensk niveau, ville 28.000 flere komme i job på langt sigt.

Danmark har den største andel 30-årige uden uddannelse i Skandinavien. Én ud af seks er således ufaglært, og det koster samfundet dyrt.

Beregning viser, at det varigt vil have meget positive effekter, hvis vi i Danmark formåede at få så mange til at tage en uddannelse, at vi havde samme niveau af ufaglærte som i Sverige. Sverige har den mindste andel ufaglærte i Skandinavien. 

Mens én ud af seks 30-årige er ufaglært i Danmark, gælder det for kun én ud af otte i Sverige.

Forskellen svarer til 5,4 procentpoint, og sænkede Danmark niveauet så meget, ville det på lang sigt få knap 28.000 flere i job. Allerede i 2025 ville der være 4.500 flere i job, og 7.700 i 2030.

Det lavere niveau af ufaglærte ville samtidig give en stigning i bruttonationalproduktet på 25,7 milliarder kroner, og den offentlige saldo ville vinde 6,5 milliarder kroner med de svenske tilstande.

Ufaglærte hårdt ramt af coronakrisen

Tidligere analyser har vist, at det især har været de ufaglærte, der er blevet ramt af ledighed under coronakrisen. Det har politikerne reageret på ved blandt andet at indføre 110 procent dagpenge til ufaglærte, der starter på en erhvervsuddannelse inden for brancher, der mangler arbejdskraft.

Det gælder for eksempel uddannelser til elektriker og social- og sundhedshjælper.

Andelen af ufaglærte 30-34-årige i Danmark er ifølge Eurostat 17,1 procent mod 11,7 procent ufaglærte i Sverige. I Norge er 15,4 procent ufaglærte.

Effekt af at sænke andelen af ufaglærte 30-34-årige med 5,4 procentpoint
  2025 2030 2040 2050 2060 Varigt
Beskæftigelse (personer) 4.500 7.700 13.900 19.500 25.800 27.800
BNP (mia. kr., 2020-priser) 4,1 6,5 12,4 17,8 23,8 25,7
Offentlig saldo (mia. kr., 2020-priser) 0,0 0,9 2,7 4,3 5,9 6,5

Anm: Beregnet som et løft fra og med 2021. Det varige niveau er taget som niveauet i 2063. Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik og Finansministeriet.

 
Omtalt af Finans.dk den 28. januar 2021