Kontakt

Velstand

Uddannelse er nøglen til fremtidens velfærd

Fremtidens Danmark er et videnssamfund, hvor kloge hoveder på arbejdsmarkedet bliver en knap ressource - I et sådant samfund er uddannelse nøglen til øget vækst og velstand og samtidig det vigtigste middel til at bryde den sociale arv og sikre lige muligheder for alle.

Danmark og resten af verden oplever i øjeblikket den værste økonomiske krise i mange årtier. Krisen har ramt det danske arbejdsmarked hårdt og fået arbejdsløsheden til at stige voldsomt på kort tid. Vi står til at miste stort set hele den beskæftigelsesfremgang, der har været under det seneste opsving. Det er en meget alvorlig situation, der kalder på nye vækstiniativer.

Regeringens økonomiske krisetiltag har indtil videre været til at overse. Det mest iøjnefaldende initiativ er Forårspakke 2.0, der giver markante skattelettelser til de rigeste danskere. De økonomiske effekter i skattepakken er imidlertid højst usikre og bidrager i bedste fald til, at der skaffes nye jobs svarende til, hvad ledigheden alene er steget på få måneder. Hvis toppen skal tages af den kraftige stigning i arbejdsløsheden er der
imidlertid brug for en ambitiøs vækstpakke med fokus på offentlige investeringer.

Samtidig er det afgørende, at den nuværende krise bruges til at opkvalificere arbejdsstyrken og sørge for, at langt flere danskere får en uddannelse. I netop disse år får færre og færre unge imidlertid en uddannelse. Både den enkelte og samfundet går dermed glip af de store samfundsøkonomiske gevinster, som øget uddannelse
giver.

Uddannelse er samtidig afgørende for at finansiere fremtidens velfærd og for at imødekomme udfordringen med mangel på uddannet arbejdskraft på den anden side af krisen. Et stigende uddannelsesniveau vil øge arbejdsstyrken markant, og på den måde bidrage til at sikre øget velstand, samt at finanspolitikken er langtidsholdbar – sådan at vi kan efterlade velfærdssamfundet intakt til fremtidige generationer.

Af samme grund har vi kaldt Økonomiske Tendenser 2009: ’Uddannelse er nøglen til fremtidens velfærd’.