Kontakt

Ulighed

Personer med lave indkomster går mindre til tandlæge

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at ca. 28 procent af den fattigste fjerdel af befolkningen har været til tandlægen i 2015. For de rigeste 25 procent var det ca. 56 procent. Tallene understreger uligheden i sundheden i Danmark, og at de fattigste fravælger tandlægebesøg.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at kun 28 procent blandt de 25 procent med den laveste indkomst var til tandlæge i 2015, mens det tilsvarende tal for de 25 procent med den højeste indkomst er 56 procent.

At økonomisk fattigdom går ud over tandlægebesøgene har SFI også tidligere vist. I deres rapport om afsavn fremgår det, at det afsavn, som er mest udbredt blandt de fattige, er at undlade tandlægebesøg. 42 procent af de fattige undlader tandlægebesøget af økonomiske årsager.

Med regerings kontanthjælpsloft vil flere tusinder blive fattige. Man kan således nemt forestille sig, at endnu flere får problemer med at finde penge til at gå til tandlæge, når det nye loft træder i kraft. Den førte politik skaber således ikke kun økonomisk fattigdom, den kan også være med til øge uligheden i sundheden blandt befolkningen.