Kontakt

Økonomisk krise

Det offentlige underskud har aldrig overskredet EU-krav

Nye regnskabstal for 2012 viser et offentligt underskud på godt 75 mia. kr. Korrigeret for efterlønsudbetalinger er underskuddet i 2012 på 2,6 pct. af BNP. Det holder sig inden for EU's underskudsgrænse, når der tages højde for, at Danmark har fået dispensation til, at efterlønsudbetalingen ikke indregnes i saldokravet.

Underskuddet er i 2012 på 4,6 pct. af BNP. Korrigeret for efterlønsudbetalinger er underskuddet i 2012 således 2,6 pct. af BNP, hvilket holder sig inden for EU's underskudsgrænse på 3 pct. af BNP.

Finansministeriet forventede i december 2012, at det offentlige underskud i 2012 ville ende på 71,3 mia. kr., hvilket er ca. 4 mia. kr. lavere end dagens foreløbige regnskabstal fra Danmarks Statistik.

På den ene side er der kommet store skatteindtægter ind fra pensionsafkastskatten på 42,2 mia. kr. i 2012. I modsat retning trak dels store udbetalinger fra efterlønsordningen (28½ mia. kr.) og dels negativ økonomisk vækst på -0,6 pct. i 2012 og faldende beskæftigelse.

Budgettallene peger på, at Danmark i 2013 får et underskud, men at det fortsat vil ligge indenfor EU's krav. Således skønnes den offentlige saldo i Vækstplan-DK til -1,6 pct. af BNP svarende til -30 mia. kr. i 2013. Det er markant under EU's krav, og Danmark bør derfor slippe fri af EU-henstillingen fra og med 2014.