Debat: Skæve konklusioner i Vismændenes rapport

Vismændene har netop udgivet deres nyeste rapport, hvor de bl.a. behandler udviklingen i ulighed i Danmark. I rapporten konkluderes det, at uligheden i Danmark har været stort set uændret set over en 25-årig periode fra 1983-2009. Denne konklusion er dog baseret på et tyndt grundlag.

Det er rigtigt, at ud fra Vismændenes opgørelse er uligheden før 1988 og i 2009 stort set ens. Men meget tyder på, at Vismændenes opgørelse af uligheden før 1988 i bedste fald er problematisk. Ifølge Vismændenes opgørelse er der et meget stort fald i uligheden fra 1987 til 1988. Et resultat, der ikke genfindes i andre opgørelser af uligheden.

Ser man bort fra dette markante brud i Vismændenes opgørelse, er der en klar stigning i uligheden over perioden, hvilket også bekræftes af andre undersøgelser. Eksempelvis viser Finansministeriets beregninger, at uligheden er vokset markant gennem de sidste 25 år.

Tilsvarende resultat får man, hvis man undersøger uligheden opgjort med Danmarks Statistiks indkomstdefinitioner. Vismændene står altså alene med det
markante fald i uligheden i 1987-1988, som hele deres konklusion om uændret ulighed står og falder med.

Måler man fra 1988 og frem, viser Vismændenes egen opgørelse da også en stor stigning i uligheden frem til i dag. Men frem for at bruge dette resultat er alt fokus på udviklingen fra 1987 til 2009, således at man kommer frem til resultatet om uændret ulighed i hele perioden. Dette adskiller sig både fra Finansministeriets
resultater og resultaterne baseret på Danmarks Statistiks indkomstdefinitioner, som
begge viser en stigning i uligheden over 25 år.

Det er derfor lidt besynderligt, at Vismændene konkluderer så entydigt, at uligheden er stort set uændret over 25 år, uden at skele til andres opgørelse af uligheden, eller at overveje om deres markante fald i uligheden fra 1987-88 måske skulle tages op til revision.

Store effekter af skatteændringer
Et andet tema i Vismændenes rapport er effekten for topindkomsterne af at hæve indkomstskatterne. Også her finder Vismændene meget markante resultater, der adskiller sig fra både, hvad de selv tidligere er kommet frem til, og hvad bl.a. Finansministeriet, Skattekommissionen og Velfærdskommissionen er kommet frem til.

Vismændene kommer i deres nyeste rapport frem til, at stigninger i skatten for de rigeste giver en så stor effekt på adfærden, at der ikke vil være en indtægt herfra. Hæves skattesatsen for de rigeste, vil skatteindtægterne ligefrem falde. Dette resultat må bl.a. betyde, at afskaffelsen af mellemskatten, som blev gennemført sidste år, ikke har kostet omkring 6 mia. kr., som man regner med, men derimod har givet en ekstra indtægt, hvis resultatet står til troende. Tilsvarende må resultatet betyde, at en lettelse af skatten for de rigeste er mere end selvfinansierende.

Dette nye bud på effekten ved skatteændringer for de rigeste er mere end dobbelt så stort som det, vismændene selv kom frem til for bare tre år siden. Tilsvarende er deres nyeste resultat også mere end dobbelt så stort som Finansministeriets og Skattekommissionens resultater.

At Vismændene nu regner med en dobbelt så stor effekt af skatteændringer som de tidligere har gjort skyldes bl.a., at de nu benytter en estimation af effekterne af skattereformen fra 1987 som udgangspunkt. Skattereformen i 1987 sigtede netop på at udvide skattegrundlaget og sænke marginalskatten, og det er derfor ikke overraskende, at den skattepligtige indkomst netop bliver øget, når det er hele sigtet med reformen. Hvor meget af stigningen i den skattepligtige indkomst, der er udtryk for ændringer i opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og hvor meget der er en egentlig adfærdsændring, kan være svært at skelne, selv med avancerede empiriske metoder.

Derudover skal man være opmærksom på, at der siden 1987 er der sket store ændringer i skattesystemet, og bl.a. er marginalskatten sat ned med 12 ½ pct. point, fradragene er sat markant ned, og AMbidraget er blevet indført. Det er altså ikke sikkert, at de store effekter, man fandt for 25 år siden, stadig er ligeså store i et ændret skattesystem.

Endelig er det uklart, om Vismændene har taget højde for, at kun den effekt, der vedrører øget arbejdsudbud, giver et finansieringsbidrag, mens en evt. højere produktivitet også slår ud i højere offentlige lønninger og overførsler og derfor ikke giver et bidrag til finansieringen.

Under alle omstændigheder er det problematisk med så varierende resultater fra år til år i Vismændenes vurdering af effekterne af skatteændringer, og det er svært at se, hvordan beregningerne kan bruges i praksis, når de svinger så meget. Det er bemærkelsesværdigt, at Vismændene lægger sig fast på så høje effekter af skatteændringer, som adskiller sig fra deres egne og andres tidligere resultater. Man kan således overveje, om den høje effekt estimeret på 1987-reformen er et enkeltstående resultat, som er for spinkelt at vurdere effekter af skatteændringer på.

Politiken-analyse, bragt d. 4. november 2011