Kontakt

Pressemeddelelse

Virksomheder kan gøre mere for at undgå rekrutteringsproblemer

Der var i foråret 2013 omkring 9.400 såkaldt ”forgæves rekrutteringer”. Det er fortsat relativ lavt set i historisk perspektiv. Samtidigt er der bemærkelsesværdigt få ledige private stillinger i de arbejdsløses jobdatabase, et forhold der kan indikere, at mange private virksomheder søger for snævert.

Arbejdsmarkedsstyrelsen har netop udsendt en ny undersøgelse af virksomhedernes rekrutteringssituation i foråret 2013. Tallene viser, at der var ca. 9.400 såkaldt ”forgæves rekrutteringer” i 1. halvår 2013. Det er på linje med undersøgelsen fra efteråret 2012, 3.400 flere sammenlignet med 1. halvår af 2012, mens det set i et længere tidsperspektiv fortsat er et relativt lavt omfang. Af undersøgelsen fremgår desuden at færre virksomheder har søgt efter arbejdskraft.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har set nærmere på tallene fra Arbejdsmarkedsstyrelsens rekrutteringsrapporter. Konklusionen er entydig: Målingen af ”forgæves rekrutteringer” siger intet om, hvor mange ubesatte stillinger, der er på det danske arbejdsmarked og derfor ikke hvor meget arbejdskraft, de danske virksomheder reelt har manglet. Dette understreges også for første gang i dagens rapport. Størrelsen på rekrutteringsproblemet afhænger af en masse faktorer herunder længden på den periode der spørges i og hvor bredt virksomhederne har søgt. Chefanalytiker i AE Frederik I. Pedersen uddyber:

”Vi har tidligere set, at tallene fra undersøgelsen er blevet stærkt misforstået. Det er vigtigt at slå fast, at opgørelsen ikke dækker over stillinger, som det har været umulig at få besat af de arbejdsløse. Virksomhederne svarer i opgørelsen kun om de har haft rekrutteringsproblemer - ikke om de har fået besat stillingen til anden side. Har man fx søgt forgæves efter en pædagog, men fået en pædagogmedhjælper, tæller det i opgørelsen stadig som et rekrutteringsproblem, selvom der åbenlyst ikke tale om en ubesat stilling”.

For første gang i undersøgelsens historie graver man nu dybere ned bag rekrutteringsproblemerne. Således fremgår det for eksempel af rapporten, at omkring 40 pct. af virksomhederne mener, at de kunne have gjort noget anderledes eller bedre. Med forbehold for usikkerhed i opgørelsen, kan det indikere, at nogle virksomheder også selv bærer en del af ansvaret for de rekrutteringsproblemer der opleves.

”Det er typisk de arbejdsløse, der er blevet klandret for de rekrutteringsproblemer vi oplever på det danske arbejdsmarked. Men undersøgelsen indikerer, at virksomhederne også selv bærer en del af ansvaret. Der bør i kommende undersøgelser graves videre i årsagerne til rekrutteringsproblemerne. Det gælder også i forhold til om stillingen er besat med en anden type arbejdskraft” siger Frederik I. Pedersen.

Et kig i de lediges jobdatabase Jobnet afslører, at der er bemærkelsesværdig få jobopslag for det private arbejdsmarked. I maj måned 2013 lå der på en gennemsnitlig dag 5.800 private ledige stillinger i Jobnet. Det er under niveauet fra 2004, hvor vi ramte bunden under den seneste nedtur, og det er markant mindre end årene 2006-2008, hvor der var pres på arbejdsmarkedet. Af den supplerende undersøgelse til rekrutteringsrapporten fremgår desuden, at kun 34 pct. af virksomhederne med rekrutteringsproblemer har slået stillingen op på jobnet.

”Tallene tyder på, at virksomhederne ikke i tilstrækkeligt omfang benytter de lediges jobdatabase Jobnet. Det vil ellers være oplagt at slå stillingerne op her, hvor de arbejdsløse skal søge job. En årsag til, at nogle virksomheder oplever rekrutteringsproblemer kan jo være, at de har søgt for snævert – nogle har måske ikke en gang slået stillingen op”, afslutter chefanalytiker Frederik I. Pedersen.