Ufaglærte har færre år som pensionist end akademikere
I forbindelse med forårets diskussioner om regeringens forslag til en tilbagetrækningsreform har der fra regeringens side bl.a. været fokus på det gennemsnitlige antal år på folkepension.
Det fremgår blandt andet af det materiale Finansministeriet offentliggjorde i forbindelse med, at VKOR indgik aftale om tilbagetrækningsreformen.
Disse gennemsnitsbetragtninger dækker imidlertid over store forskelle både mellem mænd og kvinder og på tværs af uddannelsesgrupper.
Store uddannelsesmæssige forskelle i antal på folkepension
Analysen viser blandt andet, at dødeligheden generelt er faldende med uddannelsesniveauet. Ufaglærte har således højere dødelighed end faglærte, mens personer med en videregående uddannelse er den hoveduddannelsesgruppe, der har den laveste risiko for at dø.
Omregnes disse tal for dødelighed til en restlevetid for 65-årige for de forskellige grupper fås et mål for det forventede antal år på folkepension.
Det viser sig, at kvinder i gennemsnit har udsigt til 19½ år på folkepension, mens mænd kun har udsigt til 16¾ år. Kvinder har således en forventet restlevetid som 65-årige, der er 2¾ år længere end mænds.
Samtidig viser det sig, at ufaglærte har udsigt til at være folkepensionist omkring 3 år mindre end 65-årige med en lang videregående uddannelse.
Flest lavtuddannede dør før pensionsalderen
Omkring 9½ pct. af de 30-årige kvinder dør, inden de når folkepensionsalderen, mens 12¼ pct. af de 30-årige mænd dør, inden de når folkepensionsalderen.
En opdeling på uddannelse viser, at det er ufaglærte mænd, der har størst risiko for at dø, inden de når pensionsalderen.
Blandt de 30-årige ufaglærte mænd er det således næsten 20 pct., der dør, inden de når pensionsalderen. Til sammenligning er det kun 6 pct. af de 30-årige kvinder med en lang videregående uddannelse, der dør inden pensionsalderen.
Omtalt i Politiken 23. juli 2011.

