Kontakt

Ulighed

Sværere at klare sig på arbejdsmarkedet med en studenterhue alene

Ifølge de nyeste tal har omkring 7 procent af en ungdomsårgang taget en gymnasial uddannelse uden at bygge en erhvervskompetencegivende uddannelse ovenpå. Det er i dag svært at klare sig på arbejdsmarkedet alene med en gymnasial uddannelse, når man måler på indkomst og beskæftigelse.

Ser man på indkomst hos 35-årige, så tjener de personer, som kun har en gymnasial uddannelse, mindre end den erhvervsuddannede og personer med videregående uddannelser.

Årligt tjener personer med en gymnasial uddannelse ca. 20.000 kr. mindre end erhvervsuddannede og 100.000 kr. under dem, der har en videregående uddannelse.

Ser man på andelen af de 35-årige i beskæftigelse fordelt på uddannelse, så er der blandt personer, som har en gymnasial uddannelse som højeste uddannelse, lidt under 3 ud af 4 der er i arbejde. For personer med en erhvervskompetencegivende uddannelse, dvs. faglærte eller personer med videregående uddannelse er omkring 9 ud af 10 i arbejde.

Ser man på andelen af en årgang med en gymnasial uddannelse, der ikke har opnået en erhvervskompetencegivende uddannelse i 35-36 årsalderen, så er det godt hver tiende. Da en ungdomsårgang ligger på cirka 70.000 personer, så svarer det til, at cirka 5.000 pr. årgang står som ufaglærte godt inde i voksenlivet.

Hvis ikke vi får hjulpet studenterne i gang med en uddannelse efter studentereksamen, så risikerer vi en helt ny gruppe af ”de facto”-ufaglærte.

Omtalt af Berlingske d. 13. maj 2013