Kontakt

Vækst og grøn økonomi

Pæn vækst men indenlandsk efterspørgsel har stadig problemer

Der kom som forventet et ”rebound” i den økonomiske aktivitet i andet kvartal 2011- BNP steg med 1 procent trukket af den offentlige økonomi samt af virksomhedernes lagre - der er dog stadig problemer med den indenlandske efterspørgsel via privat forbrug og investeringerne, mens det er vores udenrigshandel (eksporten), der har løftet BNP.

Der kom som forventet et ”rebound” i den økonomiske aktivitet i 2. kvartal 2011. BNP steg med 1 pct. fra 1. til 2. kvartal 2011, sæsonkorrigeret.

BNP ligger i 2. kvartal 2011 nu 4 pct. under niveauet fra toppen i 2007. Det svarer til, at nedgangen har kostet det danske samfund et velstandstab på 75 mia.2011-kr.

Det vækstmæssige ”rebound” skal ses i lyset af udviklingen i den indenlandske efterspørgsel, der var ekstraordinært negativt påvirket i 1. kvartal 2011 bl.a. med det store fald i de offentlige investeringer samt eksporten af en boreplatform, der trak maskininvesteringerne ned.

Selvom den indenlandske efterspørgsel steg med 1½ pct. fra 1. til 2. kvartal 2011, er niveauet set over det seneste år ikke blevet løftet. Det vidner om, at især det private forbrug og de private investeringer fortsat har det svært.

Sammenholdt med toppunktet før krisen er den indenlandske efterspørgsel nede med 6,3 pct. svarende til 115 mia.2011-kr.

Vores forventning er på det nuværende grundlag en samlet BNP-vækst på godt 1½ pct. for hele 2011. Et uændret BNP-niveau resten af året (0-vækst) giver en årlig BNP-vækst på 1,4 pct. En ”normal” vækst på knap ½ pct. de sidste to kvartaler vil give en årsvækst på godt 1¾ pct. Falder BNP i 2. halvår, kommer væksten for hele året ned mod 1¼ pct.

Offentlige investeringer bør fremrykkes
Dagens tal, som ligger på linje med vores forventning, ændrer ikke på vores vurdering af behovet for en vækstpakke. Vi har hele tiden vurderet, at man ikke skulle stramme finanspolitikken, før vi havde set en mærkbar vending på arbejdsmarkedet.

Vi anbefaler derfor stadig fremrykkede offentlige investeringer. Det koster ikke noget, da de penge, der bruges nu, spares senere. Rapporter fra Rambøll, COWI, Dansk Byggeri og KL viser samstemmende, at der er et enormt investeringsefterslæb i den offentlige sektor og i vores infrastruktur. Der er derfor nok at tage fat på, og renoverings- og vedligeholdelsesopgaver bør kunne sættes hurtigt i gang.

Vi mener også, at man skal forsøge at sætte gang i erhvervslivets investeringer via midlertidige skattelettelser til virksomheder, der investerer. Det kunne være med til at slå hul i det rekordstore opspa-ringsoverskud, der ligger i de danske virksomheder, og som afspejler, at investeringslysten er helt i bund.

Endelig bør besparelserne fra genopretningsplanen på uddannelse og forskning annulleres. Ikke alene skader de væksten på kort sigt. Vi risikerer også, at væksten tager skade på længere sigt.

Danmark har et vækstproblem – ikke et gældsproblem. Vores problem, sammenlignet med vores na-bolande, er, at vi aldrig rigtig har sluppet den økonomiske krise efter finanskrisen: Den indenlandske efterspørgsel ligger stadig markant under førkrise-niveauet, mens eksporten stort set er tilbage.

Omtalt af Børsen d. 1. september 2011