Kontakt

Ulighed

Fattigdommen fortsætter med at stige i Danmark

Fattigdommen fortsætter med at vokse i Danmark, og der er nu 346000 fattige - fraregnes studerende er der 234000 fattige i Danmark - det er en stigning på 83000 personer siden 2002, eller hvad der svarer til en stigning på 55 procent i perioden 2002-2009 - en stor del af forklaringen på, at fattigdommen er steget så meget i Danmark, skal findes i den førte fordelingspolitik.

Fattigdommen har igennem en årrække været stigende i Danmark, og de nyeste tal viser, at denne tendens er fortsat.

Tal for 2009 viser således, at fattigdommen er steget til næsten 350.000 personer i 2009. Det er en stigning på 108.000 personer svarende til 45 pct. siden 2002.

Ved at udelade familier, hvor mindst én af forsørgerne er studerende, er der godt 234.000 fattige personer i Danmark.

Også uden de studerende, har der været en stigning i gruppen af fattige. I løbet af perioden 2002-2009 er gruppen af fattige eksklusivt studerende steget med 83.000 personer eller hvad der svarer til 55 pct.

Danmark er rykket ned af listen over lande med lavest fattigdom
Udover AE’s opgørelser af fattigdommen laver Eurostat også opgørelser over fattigdommen i de enkelte lande i Europa.

Også tallene fra Eurostat dokumenterer, at fattigdommen i Danmark er steget voldsomt op gennem 2000’erne. Mens Danmark i 2001 var det land i Europa med den laveste andel af fattige, ligger Danmark nu på en 11. plads over lande med den laveste andel af fattige.

En stor del af forklaringen på stigning i fattigdommen i Danmark er den fordelingspolitik der er ført. Først og fremmest fordi, man har reduceret ydelserne for dem der ligger i bunden af indkomstfordelingen. Det er tilfældet for f.eks. starthjælpen, introduktionsydelsen, kontanthjælpsloftet og 450-timers reglen.

Fremadrettet er der ikke noget der tyder på et fald i fattigdommen i Danmark. I 2010 trådte Forårspakke 2.0 i kraft, og ifølge beregninger fra Finansministeriet får denne skattepakke uligheden til at stige.

Derudover vil stramningen af 450-timersreglen, forkortelsen af dagpengeperioden og faldet i børne-familieydelsen fremover være med til at reducerer indkomsterne for dem i bunden, hvilket også trækker i retning af en større fattigdom.

Det virker som om, at regeringen helt lukker øjnene for fattigdommen i Danmark, på trods af både Eurostat’s og AE’s tal viser, at der sker en voldsom stigning i fattigdommen i disse år i Danmark.