10 millioner europæere er nu langtidsledige
Nye tal fra EUROSTAT, som AE har analyseret, viser, at arbejdsløsheden i EU-27 i april 2012 var på 10,3 pct., svarende til knapt 24,7 mio. personer.
Det er det højeste ledighedsniveau i EU-27 i 12 år. Noget tilsvarende gør sig gældende for ungdomsledigheden, som i øjeblikket er over 20 pct. i EU-27.
Det er imidlertid ikke kun arbejdsløsheden og ungdomsledigheden, som i øjeblikket bekymrer. Langtidsledigheden i Europa er ligeledes vokset voldsomt under krisen.
I 2011 var langtidsledigheden således på 4,2 pct. af arbejdsstyrken mod lidt over 2½ pct. inden krisen satte ind. Dermed er hele den reduktion, man opnåede i langtidsledigheden i EU-27 i de gode fra 2004-2008, nu tabt på gulvet.
Langtidsledighedsprocenten på 4,2 pct. svarer til, at knapt 10 mio. arbejdsløse i EU-27 har været ledige i et år eller mere. Ud af de i alt 23 mio. arbejdsløse i EU-27 i 2011 er altså mere end 4 ud af 10 i dag langtidsledige.
Ser man isoleret på EU-15, hvor data går længere tilbage i tid, er billedet faktisk, at langtidsledigheden er den højeste siden 1999 og dermed er på sit højeste niveau i 12 år.
Omtalt i Information 11. juni 2012.

