ANALYSE

Store branchemæssige forskelle i befolkningens sundhed   

Senioranalytiker Jes Vilhelmsen | 5. april 2009

De nyeste tal på sundhedsområdet viser, at der er store forskelle i de beskæftigedes sundhedstilstand. Ansatte i rengøringsbranchen, på restauranter, i fiskerierhvervet samt ansatte på institutioner for voksne (primært ældrepleje), bliver førtidspensioneret dobbelt så hyppigt som samtlige beskæftigede.

Det gennemsnitlige træk på sygesikringsydelser (lægebesøg, tandlægebesøg mv.) er indenfor brancherne børnepasning og ældrepleje omkring 30 procent højere end for beskæftigede generelt. Samtidig har ansatte i ældreplejen den største risiko for at tage psykofarmaka eller antidepressiv medicin. Sammen med andre centrale dele af den offentlige sektor hører ældreplejen til de brancher, der har et forbrug af receptpligtig medicin, der ligger markant over det gennemsnitlige niveau.

Befolkningens sundhedstilstand har udover at påvirke den enkeltes velbefindende og velfærd også meget stor betydning for samfundsøkonomien. Det skyldes for det første de meget store udgifter til sundhedsvæsenet og for det andet, at befolkningens
sundhedstilstand påvirker beskæftigelsen og dermed velstanden i samfundet.

De enkeltes helbredstilstand har dermed stor betydning for tilknytningen til arbejdsmarkedet. Denne sammenhæng kan f.eks. illustreres ved at se på, hvordan beskæftigelsesomfanget afhænger af medicinforbruget og antallet af ydelser, den enkelte modtager hos den praktiserende læge i løbet af et år.  Der er en klar tendens til, at jo oftere man går til læge, og jo mere medicin man får, des mindre er sandsynligheden for at være i beskæftigelse.

For eksempel er beskæftigelsesgraden for de 30-49-årige, der køber for mere end 3.000 kr. receptpligtig medicin, på 66 procent, mens beskæftigelsesgraden for personer med et medicinforbrug under 500 kr. er 89 procent. For aldersgruppen som helhed er beskæftigelsesgraden på over 85 procent.

Omtalt i Politiken 05.04.2009.