Den sociale ulighed i befolkningens sundhedstilstand viser sig blandt andet ved, at ufaglærte i alderen 25-64 år har et årligt medicinforbrug på 2.200 kr., mens personer med en lang videregående uddannelse kun køber medicin for 1.400 kr. om året.

Også når man ser på indlæggelser på sygehuse og kontakter til den praktiserende læge er trækket størst blandt de ufaglærte. På tandlægeområdet er mønsteret imidlertid det modsatte – her er forbruget størst blandt de ressourcestærke med lang uddannelse og høj indkomst.

I denne analyse er befolkningens sundhedstilstand belyst på baggrund af registeroplysninger om borgernes anvendelser af sygesikringsydelser, sygehusbenyttelse samt receptpligtig medicinforbrug. Anvendelsen af disse registre giver mulighed for at belyse hvor meget, forskellige befolkningsgrupper trækker på disse sundhedsydelser fra det offentlige.

Den enkeltes sundhedstilstand kan naturligvis ikke belyses udtømmende ud fra disse oplysninger. Det skyldes blandt andet, at der er store individuelle forskelle i hvor ofte, man går til lægen og hvor meget medicin, man indtager – selv ved samme lidelse. Dertil kommer, at der kan være lidelser, som kun i begrænset omfang kræver lægelig ekspertise, men som kan være til stor gene for den enkelte.
På trods af disse forhold er det vurderingen, at den enkeltes træk på sundhedsrelaterede ydelser er en god indikator for den enkeltes helbredstilstand. På områder hvor der er høj brugerbetaling er denne sammenhæng imidlertid ikke oplagt, idet et lavt forbrug her kan skyldes økonomiske begrænsninger for den enkelte. Det er f.eks. tilfældet på tandlægeområdet.

På tilsvarende vis viser fordelinger over for eksempel antal lægebesøg og antal sengedage på sygehuse, at der er meget store forskelle i hvor meget, borgerne trækker på sundhedsvæsenet. For nærmere at belyse denne sundhedsmæssige ulighed ses i det følgende på forskellige befolkningsgruppers brug af sundhedsydelser.

Omtalt i Berlingske Tidende 04.01.2009