Erhvervsuddannelser

Rekordmangel på praktikpladser

Antallet af unge uden praktikplads har sat ny rekord - der er nu næsten 10000 elever på landets erhvervsskoler, der står uden en praktikplads - det er den største praktikpladsmangel i 6 år, og mange tusinde unge har nu ingen mulighed for at færdiggøre deres uddannelse - situationen er paradoksal idet arbejdsmarkedet inden for 10 år kommer til at mangle arbejdskraft med disse uddannelser.

De nyeste tal fra Undervisningsministeriet viser, at 9.660 elever på landets erhvervsskoler lige nu står uden en praktikplads.

Eleverne har afsluttet grundforløbet på deres uddannelse, men kan ikke komme videre med uddannelsen, før de har en praktikplads - enten i form af skolepraktik eller praktik hos en virksomhed.

En stor del af de nuværende ungdomsårgange er dermed ved at gå i stå med deres uddannelse.

Vi nærmer os en mangel på praktikpladser på højde med niveauet i 2004, hvor op imod 14.000 elever stod uden praktikplads. Faktisk skal man 6 år tilbage førend man finder en lige så stor mangel på prak-tikpladser som nu, nemlig til juni 2005.

Størst praktikpladsmangel på det merkantile område
Praktikpladsmanglen er klart størst på det merkantile område, der indeholder uddannelser inden for handel og kontor.

Af de 9.660 manglende praktikpladser kan de 3.000 henføres til det merkantile område dvs. f.eks. handelsassistenter, kontorassistenter eller bankassistenter.

Det svarer til lidt under hver tredje elev uden en praktikplads, og inden for det seneste år er mangel blandt handels- og kontoreleverne steget med mere end 1.000 på et år, hvilket er en stigning på 53 procent på et år.

Udover det merkantile område er det kun inden for ”Mad til mennesker”, der f.eks. dækker kokke og tje-nere, samt ”Medieproduktion”, der dækker fotografer og grafikere, hvor det nu er sværere at finde en praktikplads end for et år siden.

Når det gælder niveauet, er det særligt inden for byggeriet og ”Bil, fly og andre transportmidler”, der bl.a. dækker mekanikere, der mangler pladser med hhv. 1.860 og 1.030 praktikpladser.”.

Mangel på erhvervsuddannede
Risikoen ved den store mangel på praktikpladser er, at en hel generation af unge tabes på gulvet, fordi de ingen uddannelse får.

Set i det store samfundsperspektiv betyder det, at arbejdsmarkedet går glip af en hel generation af uddannede tømrere, salgsassistenter og mekanikere, som vi ved vi skal bruge i fremtiden.

AE’s seneste fremskrivninger af arbejdsmarkedet viser, at der i år 2020 vil mangle 30.000 erhvervsuddannede.

Omtalt af Politiken d. 24. august 2011