Videregående uddannelse

Kriser får nyuddannede til at droppe deres fag – det koster i lønposen

Kriser på arbejdsmarkedet får nyuddannede til at acceptere job, som de i virkeligheden er overkvalificerede til, og resultatet er, at de nyuddannede får en lavere løn - i sidste ende går både samfundet og den enkelte glip af den gevinst, som uddannelsen skulle have kastet af sig.

Når der er krise på arbejdsmarkedet, er det typisk de nyuddannede, der står bagerst i jobkøen. Forklaringen er, at det generelt er vanskeligere at finde job, hvis arbejdsmarkedserfaringen er lav.

For nyuddannede ligger ledigheden markant højere end den generelle ledighed. Målt siden 1980 vidner størrelsesforholdet endda om, at ledigheden blandt nyuddannede til tider er dobbelt så høj som ledigheden for den del af arbejdsstyrken, der har de samme uddannelser.

En af konsekvenserne af en høj dimittendledighed er, at nyuddannede er tvunget til at acceptere job, som de i virkeligheden er overkvalificerede til. På den måde kan konjunkturerne være med til at ødelægge strukturerne på arbejdsmarkedet.

Det faktum, at nyuddannede ikke får job, der hvor deres uddannelse var tiltænkt, vil ofte resultere i en lavere løn til dimittender under lavkonjunkturer. Dermed bliver skatteindtægterne også mindre. Samlet set koster det samfundet og den enkelte dyrt, hvis nyuddannede accepterer et arbejde, som de er overkvalificerede til.

Uddannelse betaler sig
Høj ledighed får arbejdsløsheden til at stige endnu mere blandt nyuddannede, og konsekvensen er, at nyuddannede enten går ledige eller må tage et job, som de virkeligheden er overuddannede til.

Samlet set udmønter dette sig i økonomiske tab – både for den enkelte og for samfundet. Kort sagt anvendes ressourcerne ikke på den mest optimale måde, og det koster dyrt både for samfundet og for den enkelte nyuddannede.

Nyuddannede, der søger arbejde uden for deres normalområde, vil typisk opnå en lavere lønindkomst end normalt. Baggrunden er, at de nyuddannede ikke udnytter deres kompetencer i samme omfang som ellers ved at tage et job, som de er overkvalificerede til.

En vigtig pointe, når man taler om ledighed blandt nyuddannede, er dog, at uddannelse altid betaler sig. AE har regnet på, at selv med lange ledighedsperioder efter endt uddannelse, så er uddannelse stadig en guldrandet forretning.

Personer med en uddannelse i bagagen har nemlig markant højere indkomst og bedre arbejdsmarkedstilknytning end personer uden uddannelse, hvorfor et par års ledighed ikke ødelægger de gunstige gevinster af uddannelsen.

Tidligere har man haft den såkaldte isbryderordning, hvor akademikere kunne ansættes i virksomheder, der ikke før har haft ansatte med samme uddannelsesbaggrund. Lignende tilbud er, hvad der er brug for i den nuværende situation. Ledige nyuddannede har ikke brug for mere uddannelse, men derimod et job.

Omtalt i Politiken 15. august 2010.