Ubalancer på arbejdsmarkedet

Krisen har sendt mere end 50.000 på kontanthjælp

Ny kortlægning af kontanthjælpsmodtagere tilbage i tid viser, at antallet af kontanthjælpsmodtagere svinger med de gode og dårlige tider - da krisen kom, begyndte antallet af kontanthjælpsmodtagere at vokse kraftigt, og siden krisens start er antallet af kontanthjælpsmodtagere vokset med godt 51000 personer.

Under de syv magre år, som fulgte i kølvandet på kartoffelkuren i 1986, så vi en meget kraftig stigning på over 57.500 personer i antallet af kontanthjælpsmodtagere.

Fra 1993, hvor tiderne blev bedre, og SR-regeringen fremrykkede offentlige investeringer, indførte konverteringsmuligheder for boliglån og satte ind med en mere aktiv arbejdsmarkedspolitik, faldt antallet af kontanthjælpsmodtagere dog igen. Ekskl. aktiverede faldt antallet af kontanthjælpsmodtagere til lidt over 110.000 personer og ca. 130.000 personer inkl. aktiverede.

Zoomer man ind på den sidste tid, viser det sig, at antallet af kontanthjælpsmodtagere i januar 2004 var på knap 136.000 fuldtidspersoner (sæsonkorrigeret). Herefter fulgte en højkonjunktur, hvor antallet af kontanthjælpsmodtagere faldt med ca. 45.000 fuldtidspersoner. I juni 2008, hvor arbejdsløsheden var lavest, var antallet af kontanthjælpsmodtagere således reduceret til knap 91.000 fuldtidspersoner.

Kort efter brød krisen ud, og antallet af kontanthjælpsmodtagere begyndte at vokse kraftigt igen. Siden juni 2008 er antallet af kontanthjælpsmodtagere vokset med godt 51.000 fuldtidspersoner, således at der i dag er ca. 142.000 fuldtidspersoner på kontanthjælp.

Omtalt af Politiken d. 21. februar 2012