Unge uden job og uddannelse

Knap hver femte ufaglærte er arbejdsløs i EU

Antallet af arbejdsløse i EU-27 er stigende, og der er nu samlet set en ledighedsprocent på 10,5 procent - Arbejdsløsheden er højest blandt de lavest uddannede, og det er også i denne gruppe, at stigningen i arbejdsløsheden har været størst i løbet af krisen - Omkring 18 procent af de ufaglærte i EU er således arbejdsløse, og for de unge mellem 25 og 29 år er det godt 25½ pct. De lavest uddannede risikerer at hænge fast i arbejdsløshed, hvis deres uddannelsesniveau ikke hæves.

Ledigheden på 18 pct. for de lavest uddannede svarer til, at næsten hver femte ufaglærte er arbejdsløs, og for denne gruppe er arbejdsløsheden svær at nedbringe igen. Derfor er det afgørende, at uddannelsesniveauet i den europæiske arbejdsstyrke hæves – ellers bider den historisk høje ledighed sig fast.

Arbejdsløsheden i EU-27 er den højeste i statistikkens historie, og for EURO-området er arbejdsløsheden på 11,4 pct. den højeste i 18 år.

Allerede inden krisen havde de lavest uddannede i EU med kun grundskolen bag sig en arbejdsløshed på 12½ pct.. Det niveau er mere end tre gange så højt som for de videregående uddannelser og næsten dobbelt så højt som for personer med en ungdomsuddannelse eller erhvervsfaglig uddannelse.

Udover at fokusere på vækst og beskæftigelse ved hjælp af vækstpakker er det derfor mindst lige så vigtigt, at EU også fokuserer på uddannelse de kommende år, så arbejdsstyrken i de europæiske lande er bedre rustet til de opgaver, som venter efter krisen.

Omtalt af Jyllands-Posten den 8. oktober 2012