Kontakt

Ungdomsuddannelser

114.000 unge er hverken i job eller i gang med uddannelse

Nye tal viser, at unge i stigende grad er havnet i arbejdsløshed eller er endt udenfor arbejdsstyrken, og at de samtidig ikke er i uddannelse - alene på tre år fra 2008 til 2011 er antallet fordoblet fra 57000 til 114000 unge - dermed er mere end hver tiende ung mellem 15-29 år, hverken i beskæftigelse eller under uddannelse.

Flere analyser har vist, at det navnlig er de unge som har oplevet et stort beskæftigelsesfald under den økonomiske krise. Det bekræftes både af AKU-statistikken, RAS-statistikken samt af beskæftigelsesoplysningerne i Arbejdsmarkedsstyrelsens DREAM-register.

For eksempel viser AKU-statistikken, at beskæftigelsesfrekvensen blandt de 15-29-årige er faldet med knap 12 pct. point fra 2008 til 2011 (2. kvartal). Beskæftigelsesfrekvensen er dermed aktuelt på det laveste niveau siden 1995, hvor tidsserien begynder.

Der er således ingen tvivl om, at der under krisen er sket et markant beskæftigelsesfald blandt de unge.

Unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse
For at vurdere, hvor hårdt den økonomiske krise har ramt de unge, må man undersøge hvor mange unge, som hverken er i arbejde eller under uddannelse. Denne gruppe kan både belyses med udgangspunkt i Arbejdskraftsundersøgelsen (AKU) og på baggrund af registerdata.

Et særudtræk fra Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse (AKU), som AE har fået lavet, viser, at de unge i stigende grad er havnet i arbejdsløshed eller er havnet udenfor arbejdsstyrken og samtidig ikke er i uddannelse.

Som det fremgår af analysen, så er mere end hver tiende ung mellem 15-29 år, hverken er i beskæftigelse eller i uddannelse.

De unge på sidelinjen skal tilbage i uddannelsessystemet
De seneste tal fra UNI-C viser, at vi fortsat er langt fra at opfylde målsætningen om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, det vil sige enten en gymnasial uddannelse eller en erhvervsfaglig uddannelse, i 2015.

Andelen af en ungdomsårgang, som ikke har fået en ungdoms- uddannelse 10 år efter de forlod folkeskolen, ligger på knap 21 procent. Det er således lidt over en femtedel af en ungdomsårgang, der står uden ungdomsuddannelse 10 år efter afslutningen af 9. klasse.

På den baggrund mener AE, at der bør indføres obligatoriske ungdomsuddannelser til alle unge. Det vil betyde, at man i fremtiden sikrer, at det laveste uddannelsesniveau udgøres af en faglært eller gymnasial uddannelse.

Samtidig vil en sådan ret og pligt til uddannelse sikre, at færre unge i fremtiden ender på sidelinjen uden arbejde eller uddannelse. Alle undersøgelser peger således på, at unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, klarer sig bedre på arbejdsmarkedet end unge, der ikke får en ungdomsuddannelse. Det dækker blandt andet over, at de har højere indkomst, bedre jobsikkerhed og mindre risiko for at ende på offentlig forsørgelse.

Omtalt af Jyllands-Posten d. 9. november 2011